Slutningen af årets Berlinale nærmer sig kraftigt, og det kan allerede mærkes på det store forsvindende antal pressefolk. Det har generelt været et heftigt år med et tætpakket program, og alt for mange mennesker. Allerede nu har vi spekuleret i, om ligeså meget presse får adgang næste år, og i så fald om programplanlægningen bliver udvidet til flere forestillinger lokaliseret i flere forskellige biografer. Kendetegnene ved i år har, udover de førnævnte i diverse tidligere artikler, været modenhed og bilulykker. Filmene der er blevet vist i år har generelt været lavet af gamle, erfarne mennesker i branchen, hvor der ikke er givet meget plads til nye talenter. Dette er en faktor som mange har brugt som kritik, men resultatet er jo, at de fleste film har været af ret højt niveau, så der er da både plus og minus sider af dette. Juryen bør dog være mere blandet aldersmæssigt, nu når man har fokuseret så meget på nationalitet. De forskellige programmer har dog bestemt været interessante, men den manglende fokus på Generation-konkurrencerne hvor filmene henvender sig til børn og unge, og den samme aldersgruppe uddeler priserne, er synd og skam. Generelt har disse film været af høj kvalitet, så vi håber at der kommer større fokus på dette program næste år. Bilulykker er desværre noget der bliver brugt alt for meget i film, og efter at have været vidne til ikke mindre end 8 film med dette som tema eller klimaks, er det noget vi begge har set os sure på. Det er for let en løsning at bruge i film, og i forvejen et overbrugt metafor for en livskrise eller en omfattende ændring i livet.
Den 9. dag var endnu en interessant dag på godt og ondt. Michael Panduro havde fået skaffet sig den allersidste billet til ”Ganfu Kun” (”Kung Fu Kid”), der viste sig at være en overenergisk action/komedie for børn i nogenlunde samme stil som Stephen Chows mesterværk ”Siu Lam Juk Kau” (”Shaolin Soccer”). Imens gav jeg et polsk krigsdrama der var udtaget til hovedkonkurrencen en chance. Filmen hedder ”Katyn” og med en noget anderledes fokus end tidligere krigsdramaer, nemlig på russernes indflydelse i Polen under 2. verdenskrig, var forventningerne høje hos undertegnede. Desværre var filmen ufokuseret og ujævn på trods af enkelte gode scener.
Næste film var ikke i nogen konkurrence, men fremmødet var enormt, da den efterfølgende pressekonference inkluderede Natalie Portman, Scarlett Johansson og Eric Bana. Det historiske drama centreret omkring Henry d. 8. og hans forhold til de to søstre Anne og Mary var dog en sæbeopera i allerværste stil. Forudsigelig i første halvdel og brutal men utroværdig i anden halvdel, går danskerne ikke glip af noget, selvom filmen først har dansk biografpremiere til september. Pressekonferencen var ikke blandt de mest interessante, selvom det var sjovt at opleve de mange, gamle og savlende pressefolk af hankøn, der stillede de mest ubrugelige spørgsmål til filmens kvindelige skuespillere. Mest interessant var Eric Bana, der humoristisk og med diverse one-liners fik sneget en oprigtighed og nærvær ind i pressekonferencen.
Dagens sidste film blev den argentinske ”La Rabia”, der med sit stille tempo og foruroligende historie sikkert har vækket afsky hos mange mennesker. Filmen starter med en notits om, at alle dyr i filmen har levet har haft en naturlig død, hvilket er rart at vide, da filmen indeholder mange brutale nedslagtninger af dyr, der virker utroligt realistiske. Filmen i sig selv er dog intet kunststykke, da alt til mindste detalje virkede som en kopi af mesteren Michael Haneke.
Inden rejsen hjem skulle vi nå Michel Gondrys nyeste film ”Be Kind, Rewind”, der blev vist uden for konkurrence, men var afslutningsfilmen på årets Berlinale. Jack Black og Mos Def arbejder i filmen i en videobutik, og da alle deres film pludselig bliver slettet ved et uheld, beslutter de sig for at indspille dem alle igen selv for ikke at miste deres kunder. På trods af en helt genial idé, var ”Be Kind, Rewind” ikke meget mere end en lille, sød film uden de store overraskelser.
Så gik turen hjem. Hvis det var muligt at opleve prisuddelingen lørdag aften live, havde vi uden tvivl blevet til dette, men der er ikke adgang for pressefolk. Vi er godt tilfredse med årets festival, selvom vores kroppe og især maver bestemt er uenige med os. Kvaliteten har været høj, og på trods af alle tidligere nævnte irritationsmomenter, håber vi stadig på en plads til næste års Berlinale. Tak for denne gang!
