Efter en hård dag i går, var det mægtigt rart at vågne til en håndfuld lette film fra markedet. Den første var “The Mother” af instruktøren bag “May” og “Red”, og han har bestemt sine instruktørmæssige problemer, især med denne film, men alligevel har han fået stykket en ganske interessant gyser/thriller sammen her. Kort sagt handler “The Woman” om en familie, hvor faren er ganske sindssyg, finder en vild kvinde i skoven, fanger hende og får familien til at passe hende imens han gør umenneskelige ting ved hende. Bortset fra et soundtrack der på ingen måde fungerer (selvom sangene for sig var virkeligt gode), og sære fade-in, fade-out og billeder der ligger oven i hinanden, var dette en spændende og engagerende oplevelse, og til tider også forholdsvis grum. Den næste film, “Good Neighbours” kan jeg desværre ikke sige meget om, da jeg har underskrevet et embargo, hvor jeg mere eller mindre bliver bedt om, ikke at skrive om filmen. Desværre. “Project Nim” er den næste dokumentarfilm fra manden bag “Man On Wire” og omhandler et eksperiment med en abe i 70’erne, der bliver del af en menneskefamilie for at lære tegnsprog og blive kultiveret. Bygget glimrende op med en helt naturlig udvikling og en dramaturgisk kurve der vækker minder om fiktionfilmens verden, er “Project Nim” en helt fantastisk film, der anbefales på det højeste.
Den næste film bliver svær at sælge. “The Turin Horse” af Bela Tarr er i langt højere grad et stykke kunst end en egentlig film, da den ligeså godt kunne have fungeret med samme effekt som en række stilbilleder på et museum. Bygget over en Nietzshe-filosofi og den absolut langsomste film hvad angår tempo jeg nogensinde har set, drages man af stemningen og udviklingen i sådan en grad, at man ender med at filosofere over hændelserne selv, og på den måde opnår “The Turin Horse” at være en unik oplevelse. Filmen blev vist i hovedkonkurrencen, og den vokser mere og mere på mig som tiden går, og er min klart personlige favorit som vinder i år. Ligeså i hovedkonkurrencens program men udenfor konkurrence, så jeg den britiske “Toast” om en dreng med en abnorm interesse for at lave mad. Egentligt et familiedrama baseret på en sand historie, kommer vi grundigt under huden på vores hovedperson i løbet af ingen tid, og begynder at holde mægtigt meget af ham igennem de hårde tider filmen viser.
Til sidst blev det til Panorama-filmen “Vampire”, der har fået hårde ord med på vejen af pressen de seneste par dage. Filmen følger en mand, der tager kontakt til folk der gerne vil begå selvmord, og hjælper dem på vej for at tappe deres blod og drikke det. Prætentiøs til tider ramte den alligevel den helt rigtige melankolske tone på trods af den manglende udvikling i filmen. Flere scener er naturligvis frastødende for de fleste, men jeg var personligt draget af fortællingen og især stemningen.
Intet direkte dårligt på en hel dag på Berlinalen er en uhyre sjælden ting, men ikke desto mindre faktum for Berlinalens sjettedag. I dag står den ikke på det store antal film, hvilket egentligt passer mig fint, da de sidste par dage har
