Naturligvis skulle der opstå lidt problemer, inden jeg kom til Berlin. Lige i sidste øjeblik inden afgang, blev mit fly forsinket 50 minutter. Jeg vidste egentlig godt, at jeg ikke havde den stor chance for at nå åbningsfilmen, da billige flyselskaber er billige af en grund, men jeg havde nu alligevel håbet på, at det hele passede nogenlunde sammen. Inden jeg nåede til Potsdamer Platz, som er biografernes centrum i Berlin, var jeg 10 minutter for sent på den, og så bliver man ikke lukket ind til en forestilling. Jeg tog mig derfor god tid til at planlægge dagen i dag og ligefrem lidt i morgen ligeså, fik hentet mit pressekort, spist mig et solidt måltid og tjekket ind på mit hostel. Nu ventede blot dagens film.
Åbningsfilmen til hovedprogrammet “Les Adieux Á La Reine” fik jeg så af gode grunde ikke set. Ud fra udtalelser hernede er jeg dog ikke gået glip af det store. En bekendt kaldte den lige dele lesbisk kostumedrama og spændingsfilm uden at nogle af delene fungerede. Derimod fungerede den indiske “Don 2” glimrende. Shahrukh Khan er tilbage i rollen som Don, underverdens konge, og han er som i stort set alle sine rolle en storcharmør spækket med one-liners. Filmen starter som en gedigen actionfilm med skuddueller, velkoreograferet nærkamp og biljagter. Efter et stykke tid bliver den dog til en heist-film, der iblandes lidt kærlighed, lidt Bollywood musik og fortsat med højt tempo til rulleteksterne ankommer. Det er pokkers underholdende, selvom klicheerne står på række, og det er netop det Bollywood kan - bruge klicheer men holde sig oven vande grundet charme og naivitet.
I selvsamme biografsal gik den næste film blot et kvarter efter. Alligevel blev alle jaget ud i køen, da folk var ved at flokkes til Angelina Jolies debutfilm som instruktør. “In The Land Of Blood And Honey” handler om krigen i Bosnien-Hercegovina i 90’erne, og man skal endelig ikke tro, at blot fordi Jolie er bag kameraet, at det blot er for at glorificere hende selv. Jolie går meget op i humanitære sager, og med filmen her, beviser hun i den grad, at hun ikke bare er et dukkebarn uden noget på hjerte. I løbet af blot den første halve time bliver vi udsat for en eksplosion, flere mord og en voldtægt. Det er grafiske og barske sager, og selvom publikums følelser bliver leget med fra start til slut, er det et evigt relevant tema, men en film som sikkert aldrig vil blive bredt anerkendt netop pga. alt dette.
Til sidst fik jeg en billet til ekstraforestillingen af Panorama-programmets åbningsfilm “Kuma” der, på trods af at have en debuterende instruktør bag sig og et plot om en tyrkisk familie i Wien, var vældig populær blandt pressefolk hernede. Billetterne var i hvert fald revet væk. Filmen var langt bedre end udgangspunktet lyder, netop pga. en række særdeles varme karakterer og en naturlig fremdrift i historien. Den anbefales varmt herfra faktisk sammen med de to andre film.
På trods af flyproblemer og et kort program, anser jeg i dag som vellykket. At lægge ud med tre gode film, er noget jeg sjældent har oplevet på en filmfestival før. I morgen ser noget mere kaotisk ud, så det kan sådan set ende med en lang række film eller kun ganske få, for filmmarkedet skal have et besøg af undertegnede.
