Femtedagen på Berlinalen stod i markedets tegn. Med ankomsten af Cinemaonlines anden journalist på filmfestivalen, Michael Panduro, blev programmer lagt en smule om, hvor Jason Reitmans “Young Adult” f.eks. blev flyttet til senere i dag. Dagen startede så med “The Pact”. Udelukkende markedsført med en semiskræmmende plakat med Casper Van Diens navn på, var forventningerne tårnhøje i den forstand, at filmen måtte kunne levere underholdning og morsomheder. Derfor var det meget overraskende, at “The Pact” var en bundsolid spøgelseshistorie, der trods en håndfuld klicheer og en ordinær historie, besidder en tyk atmosfære og nogle oprigtigt skræmmende scener fra tid til anden. Dette siger jeg skam ikke af forpligtelser til filmselskabet, og jeg er heller ikke blevet betalt for disse udtalelser, det mest sære er, at jeg rent faktisk mener det. En anden spøgelseshistorie, placeret i den allerede nu overfyldte lost fortage genre, ved navn “Graystone”, er derimod en helt anden historie. Dårligt skuespil og et overforbrug af de samme virkemidler gør, at man føler sig ganske tilpas ret hurtigt, på trods af at filmen foregår på et lukket sindssygehospital. Den ufrivillige komik holder dog filmen i live, og slutningen er noget nær det morsomste, jeg indtil videre havde set hernede. Det var dog kun lige indtil den næste film, “Night Of The Templar”, dukkede op. Her var filmen noget mere bevidst om sig selv, men historien om en tempelridders hævn mange liv efter at hævnen blev svoret, byder på mange langt ude situationer og naturligvis en masse blod oven i købet. Filmen blev til David Carradines andensidste rolle, og har da også Udo Kier i en mindst ligeså komisk rolle som i “Iron Sky”, og kan kun anbefales for et billigt grin. Hvad de kendte dog laver i en film som denne, vides ikke.
Dagen bød dog ikke kun på markedsfilm. “Jayne Mansfield’s Car” af Billy Bob Thornton bliver vist i hovedkonkurrencen, og den fungerede skam glimrende. Familiedramaet holder jeg hele tiden fri fra det meste sentimentalisme ved hjælp af humor, og den er til tider ganske grotesk, vedkommende og naturligvis morsom. Bedst i filmen var en veloplagt Kevin Bacon, men veteranerne Robert Duvall og John Hurt klarede sig vanen tro også igennem til topkarakter. Zhang Yimous anden verdenskrigsfilm “The Flowers Of War” med Christian Bale, blev vist i samme program - dog udenfor konkurrence. Her tog sentimentalismen ofte over, men historien om en amerikaner der udgiver sig for at være en præst i en kirke i Nanking, for at redde kirkens elever, er dog til tider også rørende men hovedsageligt underholdende fra start til slut. Yimous flotte billeder og landskaber er filmens største force, men publikum klappede og buhede ligeligt under filmens rulletekster, så populær hernede kan man ikke just kalde filmen.
Den sidste film blev den cambodjanske “12 Sisters” af Ly Bun Jim, som vel bedst kan beskrives som asiens svar på Ed Wood. Filmen har, ligesom de fleste film fra hans hjemland, været begravet og forsvundet igennem flere år, men nu er filmen fundet frem igen, og det er netop pga. Berlinalens interesse. Filmen handler om en konge, der indespærrer hans 12 koner (der er søstre), da hans 13. kone befaler det. Hun viser sig dog at være en heks. Filmen indeholder alt fra flyvende heste til ogrer, og er ret konsekvent hysterisk morsom.
Nu er det tid til morgenmad, da jeg ikke nåede at få skrevet i går aftes, og programmet ser en smule mere roligt ud i dag end i går.
