I morgen vender jeg snuden af, og jeg kan allerede mærke hjemveen trykke på samme måde som på den sidste søndag på Roskilde Festivalen. Det er e n smule vemodigt men samtidig rart at komme tilbage til dagligdagen, selvom Berlinalen endnu engang i år har budt på mange oplevelser. Dette bliver den sidste artikel fra min side i år, så Michael Panduro overtager herfra.
Eftersom filmmarkedet mere eller mindre er lukket ned for i år, var der ikke mange valgmuligheder i starten af dagen. Derfor valgte jeg at følge hovedprogrammet, som startede med den indonesiske “Postcards From The Zoo”, om en pige der er opvokset i en zoologisk have, forelsker sig i en tryllekunstner og ender som erotisk massør. Konstant drager filmen paralleller mellem selve historien og dyrene i den zoologiske have igennem små skrevne beskrivelser og stemningsfulde billeder, og selvom filmen bevæger sig i et meget langsomt tempo, forbliver filmen delvist dragende og interessant. Instruktøren må dog have et af verdens største egoer, da han blot kalder sig Edwin. Pudsigt valg når man ikke laver store, hjernedøde actionfilm i Hollywood. Næste film i hovedkonkurrencen blev det 3 timer lange kinesiske epos White Deer Plan af Wang Quan’an, der senest vandt en guldbjørn i 2006. Filmen strækker sig over første halvdel af det 20. århundrede i en lille landsby i Kina, der må erfare at revolutionen og kommunismen er på vej. Med et ekstensivt persongalleri kan filmen bedst beskrives som en deprimerende og morbid soap opera, og den placerer sig som min favorit i hovedkonkurrencen. De 3 timer flyver måske ikke forbi, men filmen kan ikke kortes fornuftigt ned, og med et par løse ender, så jeg gerne en længere udgave. Desuden er det heller ikke hver dag, at man ser en tøs ride rundt på sin svigerfar som var han et æsel, efter han har voldtaget hende, og derefter tisse ham i hovedet som straf. Til sidst blev det til Steven Soderberghs seneste actionfilm “Haywire” med bl.a. Ewan McGregor, Antonio Banderas og Michael Douglas. Hovedrollen er dog besat af den mere ukendte Gina Carano, og hun har bestemt nogle fremragende bevægelser i filmens intense og musikfri actionscener. Historien er måske banal og set utalligt mange gange før, men det er trods alt for actionscenerne, at man ser en film som denne, og selvom man godt kunne ønske lidt flere af slagsen, var de intet mindre end fremragende skruet sammen.
Berlinalen har langsomt udviklet sig til et billethelvede de seneste par år. Før i tiden kunne man komme ind stort set over alt, ved blot at vise sit pressekort, men i dag skal man hente billetter til alle filmene inden. Det koster naturligvis intet, men det betyder stadig, at nogle film bliver hurtigt “udsolgt” hvilket var tilfældet med stort set alle film denne aften. Jeg endte derfor med en billet til to ting, jeg ikke havde regnet med - “Westerland” der bliver vist i Perspektive Deutsches Kino og et udvalg af film fra kortfilmsprogrammet Berlinale Shorts. “Westerland” var endnu en homoseksuel film i rækken af de mange, jeg efterhånden har set hernede. Filmen handler om to venner, der langsomt bliver forelskede i hinanden, og selvom man hverken ser dem kysse, dyrke sex eller endda snakke om, at de nu er kærester, antydes det rigeligt. De ryger en pokkers masse hash filmen igennem, og den ene karakter er kontrolleret imens den anden er vanvittig, og når rollerne bytter om, ender de med at gå fra hinanden. Filmen har da sine øjeblikke, men som helhed lider den under mangel på tempo, humor og morale, som den ellers forsøger sig rigeligt på. I kortfilmsprogrammet skal lige nævnes en nærmest anarkistisk animationsfilm fra Kina ved navn “…Wei Ding Yi De Xing Wei”, der måske er rent symbolsk og svær at fange, men alligevel besidder fremragende animationer og en intens og larmende stemning. Den koreanske “Mah-Chui” om en læge, der voldtager sine patienter under narkose, var også glimrende. Utroligt nok er filmen baseret på en sand historie, hvilket kun gør den en grad mere chokerende.
Efter et par film i morgen tidlig vender jeg som sagt snuden hjemad. Det har været endnu en fin festival, hvor favoritterne tæller “Safety Not Guaranteed”, “Kid-Thing”, “A Letter To Momo”, “Goats”, “White Deer Plain”, “Don 2” og “As Luck Would Have It”. Jeg smutter endnu engang herned næste år, og selvom det er tidligt at glæde sig, er den følelse allerede langsomt på vej.
