Nu er Berlinalen godt i gang, og både forestillinger så vidt som pressekonferencer kører på et langt højere plan end i går - både hvad angår kvalitet og kvantitet. Dagens skema tillod 5 film, og for engang skyld valgte vi rigtigt med det hele.
Morgenens film skulle vise sig at være hård kost. Den dansk-producerede “The Act Of Killing” bliver vist i Panoramas dokumentarsektion, og omhandler indonesiske gangstere, der mere eller mindre sidder på hele magten i landet. Under den kolde krig fik de grønt lys til, at dræbe alle de mistænkte for at være kommunister, hvilket resulterede i adskillige massedrab på over en million mennesker over en periode på blot et år. Instruktøren Joshua Oppenheimer vil gerne under huden på massemorderne, og beder dem om, at skabe en film, hvor de viser mordene på den facon de selv lyster. Resultatet er intet mindre end et grumt mesterværk, der rumsterer i baghovedet længe efter filmen slutter. Gangsterne er, bortset fra en, på ingen måde plaget af deres fortid, og de alle praler stolt af metoder de brugte til at myrde på. Som sagt - hård kost at starte dagen med.
Næste film var nærmest første films modsætning. “Don Jon’s Addiction” er Jospeh Gordon-Levitts debut som instruktør, producer og manuskriptforfatter, men det virker nu som om, at manden har været længe i alle fag, for filmen er ufattelig moden, eftertænksom og detaljerig. Gordon-Levitt tager hånd om alt fra pornoafhængighed til religion, familie og hverdag, og kommer endda med flere kommentarer til den vestlige verdens opbygning undervejs. Det lyder måske halvkedelig, men filmen er pakket ind som en popkulturel komedie, så underholdningen er ligeledes i hus. Vi hastede over til pressekonference bagefter, da vi troede at både Scarlett Johansson og Julianne Moore (eller en af dem) var tilstede, men det var blot Gordon-Levitt og hans medproducer. Til gengæld havde manden meget at sige, og spørgsmålene fra pressen var heldigvis for det meste relevante. Gordon-Levitt kom ind på den måde medierne styrer verden på, og naturligvis alt fra casting til manuskriptproces. Bestemt en af de mere interessante pressekonferencer.
I dag fik vi også taget hul på hovedprogrammet med den østrigske “Paradise: Hope”, der er tredje del af en trilogi. Filmen tager fat om kærlighed fra tween til voksen, og uden at være direkte grafisk, virker pædofili naturligvis ekstremt frastødende på de fleste. Med et fint stilistisk udtryk der minder meget om Wes Andersons med helt rene linjer, og altid de stillestående kameraer med fokus på midten, havde filmen en nærmest eventyrlig dynamik, og var samtidig også humoristisk og varm på trods af sit tema.
Vi nåede også en tur på markedet igen, som endnu engang gav pote. Alle dem vi fik snakket lidt med i går, var generøse med billetterne i dag, og på den måde fik vi scoret billetter til horrorfilm både i dag, i morgen og i overmorgen. Dagens horrorfilm blev til “The ABCs of Death”. 26 kortfilm af 26 forskellige instruktører med en varighed på lige over to timer, viste sig for det meste at være interessant og morsom. Af alle mennesker havde danske Anders Morgenthaler et kapitel, som måske ikke viste en ny side af manden, men alligevel var et af de bedre indslag. Faktisk tæller jeg kun 4 fejlskud blandt de 26 film, så produktionen må siges at være mere vellykket end de mange lignende nutidige projekter, der har været de seneste par år.
Sidste film blev til “A Single Shot” med Sam Rockwell og William H. Macy i Panoramaprogrammet. En forholdsvis simpel historie der trods alt er rig på metaforer snegler sig af sted, og forsøger samtidig at skildre et rednecksamfund lidt i samme ånd som “Winter’s Bone” gjorde det med white trash samfundet. Plottet er dog kernen i filmen, og netop derfor lykkedes den del ikke i ligeså høj grad som man kunne håbe. Rockwell er dog som altid fantastisk i sin rolle, og filmens gennemgående depressive tone fungerer et langt stykke hen af vejen.
Alt i alt en helt igennem vellykket dag, især når man tænker på, hvor let det har været at ramme forkert med planlægningen de sidste par år. Programmet i morgen ser naturligvis også enormt spændende ud, så nu vil vi drikke vores øl færdige, flygte fra de vanvittigt stive amerikanere der har indtaget baren på vores hostel og kramme vores dyner.
