I går scorede vi os nogle fribilletter til Trust Nordisk festen i Berlin, og den blev prioriteret over den daglige artikel - derfor er der dobbelt op i dag. I går startede vi med en film, der så afgjort har kultpotentiale. “Apartment 1303 3D” (ja, det hedder den rent faktisk) balancerer konsekvent imellem det ufrivillige og frivillige komiske i sin spøgelsesfortælling, der på ingen måde giver mening, er smækfyldt med plothuller og indeholder karakterer der konsekvent reagerer anderledes end de burde. Fra start til slut er den hysterisk morsom, og fans af film som “The Room” bør opsøge denne så snart muligheden er der.
I en halv time gik vi og citerede “Apartment 1303 3D” og grinte fortsat, derfor var det en smule svært, at tage den næste meget seriøse film seriøst. Den franske “The Nun” fra hovedkonkurrencen har kun imponeret mht. hovedrolleindehaveren Pauline Etienne (som bestemt også er berettiget - jeg spår gode chancer mht. priser til hende) hos anmelderne hernede, men jeg giver den gerne et par gode ord med på vejen. Filmen har måske en lidt sløv start, men produktionen er ganske troværdig, og når filmen kommer i gang, bliver den både grum når torturscenerne sætter ind, men også ubehagelig morsom når bigamiet går i gang. Det er på alle måder en lille men episk fortælling, som jeg var ganske imponeret af. Den canadiske thriller “Vic And Flo Saw A Bear”, også i hovedprogrammet, var af en helt anden støbning. Et meget offbeat og originalt narrativ bliver brugt til et anelse mere ordinært plot, der dog aldrig vælter sig i klicheer. Filmens originalitet vil uden tvivl tiltrække tilhængere, men personligt engagerede jeg mig ikke ordentligt i karaktererne, og den uforløste slutning virkede noget utilfredsstillende.
Vi gav herefter Ken Loachs dokumentarfilm “Summer Of ‘45” en chance. Filmen er ikke i konkurrence, og ville nok heller ikke hive nogle priser i land, hvis den var. Så tørt som man overhovedet kan forestille sig, bliver man præsenteret for fakta om efterkrigstiden. En sjælden gang imellem sneg der sig en personlig historie ind, men dette var desværre ikke nok til at retfærdiggøre dette projekt, der mest af alt minder om, at læse en historiebog i skolen.
Heldigvis sluttede vi filmdagen af med noget helt andet. Markedsvisningen af den tyske “Ruby Red” viste sig, at tyskerne sagtens kan sidestilles med Hollywoods store produktioner. Filmen er første del af en trilogi, om en pige der kan rejse i tiden, og placerer sig produktionsmæssigt og indholdsmæssigt på samme plan som f.eks. “Harry Potter” og “Twilight” filmene. Netop som de to filmserier har den en smule tempomæssige problemer i starten, da en del skal forklares, men filmen er enormt underholdende og visuelt imponerende - og så hjælper det naturligvis også, at hovedrolleindehaveren Maria Ehrich er enormt charmerende.
Herefter stod det som sagt på fest med fri bar, og et dansegulv der hurtigt fik en masse tæv af anmelderne fra cinemaonline, så morgenen efter gik noget langsomt. Vi blev lovet indgang af Epic Pictures til monsterfilmen “Mega Spider”, men når vi mødte op, fik vi af vide, at anmeldere ikke måtte få adgang til visningen. På den måde fik firmaet unødigt spildt et par af vores timer, og som en nødløsning nåede vi lige ind til endnu en film fra hovedkonkurrencen - den sydafrikanske “Layla Fourie”. På overraskende underholdende manér fortæller den en simpelt historie om en kvinde og hendes unge søn, der ved et uheld kører en mand ned, og bagefter forsøger at skjule det. Plottet bliver behandlet meget letbenet som en humoristisk spændingsfilm, hvilket nok vil resultere i, at den får den kolde skulder til prisuddelingen. Den mangler måske også lidt pondus mht. moralen, men giver alligevel et fint indblik i en eksistens ikke alt for fjern fra den vestlige verden.
Med hast nåede vi akkurat til vores næste planlagte film - “Lovelace” fra Panoramaprogrammet. Filmen handler om Linda Lovelace fra “Deep Throat”, og hun spilles fremragende af Amanda Seyfried. Med et opbrudt narrativ, der hopper lidt frem og tilbage i tid for, at vise forskellige sider af sagen, udmærker filmen sig i, at lege lidt med publikums forståelse af hændelserne så vidt som deres følelser, der kun bliver stærkere af denne fortælleteknik. Det er på alle måder en vellykket film, selvom dens manipulerende morale måske vil få enkelte til at trække på skuldrene. Næste film tilhørte også Panorama, men er i en helt anden boldgade. “So Much Water” fra Uruguay er en meget stille coming of age film uden noget egentligt plot. Man kan forsvare filmen med dens realistiske og småkomiske tilgang til materialet, men man kommer ikke uden om filmens ligegyldighed idet fortællingen nærmest er ikkeeksisterende.
Til sidst besøgte vi Forums program, som vi har overset noget i år. Forum har det mest med at arthousefilm uden de store armbevægelser, og personligt er jeg mere til de store udsving. “La Paz” viste sig at være en meget typisk Forumfilm. En psykisk syg mand kommer sig over 8 kapitler, og selvom filmen da følger en nogenlunde dramaturgisk kurve, så er det ikke før slutningen, at der sker det store. Filmen hviler meget på hovedrollens præstation, som virkede mig noget anonym, og klimakset mangler også en del slagkraft. Den efterfølgende Q&A beviste, at argentinere er ligeglade med, om et internationalt publikum kan forstå hvad de siger, og ligeledes at de godt kan lide, at høre sig selv snakke. Dennis Jørgensen opsummerede dagens Q&A meget rammende med blot et ord - “respektløst”.
Berlinalen har gennemgående haft problemer med programlægningen i år. De populære titler er billetterne lynhurtigt revet væk til, og bliver kun vist i Berlinalens første og sidste par dage. Det er en ny tendens, som jeg håber ikke fortsætter. Det har gjort, at mange af de film, vi egentligt gerne ville se, ikke får den plads i artiklerne, som de har fortjent. Det har også gjort, at det har været svært for os, at planlægge dagene ordentligt, og jeg har overhørt flere pressefolk med præcis samme problem i år. Dagen i morgen ser lidt ud ligesom dagens i dag, men vi håber på, at kunne finde nogle små smuthuller inden, så vi ikke får set alt for mange af den samme type film.
