Vi startede dagen med et stille og roligt besøg i Generationsprogrammet med en række kortfilm for unge børn. Kvaliteten var noget svingende, men imponerede alligevel med en lille sød film, hvor dyrene og naturen tager byen tilbage, ved at bruge de metoder, der styrer menneskernes verden - penge. Pixars nye film om den blå paraply blev også vist i dette program, og selvom den da var sød nok og teknisk imponerede, føltes det lidt som om, at det hele var set før.
Efter en lille gåtur igennem Berlins tiergarten ramte vi hjertet i Berlinalen - Palast. Her bliver størstedelen af hovedprogrammets film vist om dagen, og om aftenen bliver selvsamme film vist til store gallapremierer med masser af kendte mennesker. I dag blev Steven Soderberghs whodunnit-thriller “Side Effects” vist, og selvom filmen har fået lidt hård medfart i de amerikanske medier, er der nu et eller andet over Soderberghs film, der gør, at de aldrig falder helt igennem. Plottet er måske ordinært, og filmen har måske ikke meget andet kørende for sig end spænding, men som genrefilm formår den nu alligevel at underholde indtil slutteksterne rammer lærredet. Det samme kan man desværre ikke sige om den franske “Camille Claudel 1915”. Juliette Binoche gør det skam glimrende i rollen som kunstneren, der bliver lukket inde på en sindssygeanstalt af sin familie, da de ikke kan forstå hendes trang til ensomhed. Hun overspiller måske en anelse fra tid til anden, men det kunne sagtens blive overset, hvis filmen ikke udelukkende bestod af triviel repetition og alenlange monologer uden indhold.
Heldigvis var vi noget mere heldige med resten af dagen. “Tokyo Family” blev vist som en special-forestilling, og er derfor ikke i nogen konkurrence hernede. Filmen er et hverdagsdrama på 2,5 timer, som kommer godt under huden på både hverdagslivet i en familie i Japan, men skam også på sine karakterer. Med en naiv sødme udspilles en række nærmest subsistensløse scener, som kun giver en mening i sammenhæng med resten af filmen. Der er enormt hyggeligt, at blive lukket ind i filmens univers, og selvom filmen er lang, har man svært ved at give slip umiddelbart bagefter.
Dagens sidste film blev en fra Forumprogrammet, som i den grad imponerede. Den danskproducerede “The Weight Of Elephants” skildrer en ung drengs liv igennem isolation, mobning og ensomhed. Selvom filmen danser med en masse tunge emner, og tilmed slynger om sig med symboler og metaforer, så føles den overraskende let og tilgængelig. Børneskuespillerne gør et fantastisk arbejde, og den debuterende instruktør har i den grad styr på sin fortælling, og måden den fortælles på. Den efterfølgende Q&A havde for engang skyld børneskuespillerne sammen med instruktøren. Børnene var tydeligvis en smule generte, men besvarede publikums spørgsmål så godt de kunne, og instruktøren hjalp lidt til, de gange hvor publikums spørgsmål ikke gav meget mening. Selvom jeg fik svar på de spørgsmål, jeg selv lidt havde efter filmen, virkede Berlinalens moderator som en amatør i denne omgang, og publikum vrøvlede også en anelse for meget.
I morgen slutter Berlinalen for Cinemaonlines vedkommende. Vi ser en film eller to, og skriver igen, når prisuddelingen har fundet sted.
