Så er vi her – Berlinalen! Filmfestivalen, hvor de store stjerner triller ned ad røde løbere, og de fleste af os, der ikke lige har muligheden for at få en selfie med en kendis, i stedet må "nøjes" med at se en masse timers film. Men hey, det er jo det, man kommer for, ikke? At blive overvældet, betaget, måske lidt forvirret, og få filmene ind under huden på den der festivalagtige måde, hvor man på én gang både føler sig som en insider og en total outsider. Dagen i dag var intet mindre end en filmfestival på steroider – en overflod af temaer, stilarter og følelser, og det hele startede med et stormvejr af en åbningsfilm.
Vi starter med et brag. Tom Tykwers The Light åbnede festivalen, og det var ikke bare en film. Det var som at blive overmandet af en tsunami af følelser, idéer og alt det der, der gør Tykwer til Tykwer. Der er noget ved ham, der gør, at han ikke bare fortæller en historie – han fylder hele lærredet med det hele. Her får vi et familiedrama, der spænder over coming of age, midtlivskrise, flygtninge, tabte sjæle og endda lidt overnaturligt halløj. Men med lidt mere dybde, lidt mere angst og meget mere hjertesorg. Filmen forsøger at tackle alt muligt på én gang, og selvom den er super underholdende, så føles det som et bombardement af for mange temaer på én gang. Det lykkes ikke altid – men når det rammer, så er det på den dér smukke, følelsesmæssige måde, hvor du bare kender alt til de konflikter, der opstår i en familie. Den var ambitiøs, måske lidt for meget, men også uforglemmelig på sin egen kaotiske måde.
Herefter var det tid til en helt anden oplevelse – Shadowbox, en indisk film, som må siges at være et kæmpe skift i tempo og tone. Hvis The Light var en storm, så er Shadowbox mere som en langsom tåge, der bare hænger over dig uden at gå nogen steder. Denne film er en lidt kedelig, meget langsom affære om PTSD og den indre kamp for at finde sig selv igen. Den tager en halv time, før du egentlig begynder at forstå, hvad den prøver at sige, og selv da virker det, som om filmen har svært ved at komme i gang. Det er en film, der hurtigt forsvinder fra hukommelsen. Borset fra en hip-hop dansene lille indisk dreng. Det var... noget. Det eneste, der står klart i hovedet, er den dansende dreng, og det siger måske noget om, hvor lidt filmen ellers formår at fastholde opmærksomheden.
Tysklands No Beast. So Fierce afsluttede min første dag på festivalen, og wow – hvilken cool oplevelse! Denne film tager William Shakespeares Richard III og smider det ind i en moderne gangsterverden. Køn, magt og hævn bliver skruet op på max – og wow, det visuelle minder nærmest om Baz Luhrmanns Romeo + Juliet, blandet med Nicholas Winding Refns mørke, stilistiske vibe. Det er super fedt i starten, men efter et stykke tid begynder monologerne – og især hovedpersonens intense taler – at trække lidt ud. Det er som om filmen prøver at være lidt for meget til tider, og selvom det fungere meget hen af vejen, så kunne man godt have skåret 30 min af det dramatiske. Men man må give den, det er en ret unik og sej måde at fortælle en klassisk historie på, og man kan ikke lade være med at blive lidt revet med af den intense energi.
Så, første dag på Berlinalen er overstået, og jeg er både helt oppe at køre og lidt forvirret. Vi har været igennem både følelsesmæssige oppe og nedture, og helt stille, næsten ikke-eksisterende øjeblikke. Men sådan er Berlinalen, ikke? Højt og lavt, alt på én gang, og du ved aldrig rigtig, hvad du får. Det eneste, man kan være sikker på, er, at der er meget mere på vej. Næste stop: Dag 2.
