Berlinalen er tilbage, og selvom vi alle bare er glade for at få lov til at se et hav af film, er det ikke til at komme udenom, at den oprindelige lokation for festivalen – Potsdamer Platz – spiller en ret så vigtig rolle. Historisk set var det her, Berlin blev delt mellem øst og vest under den kolde krig, og pladsen blev et symbol på de splittelser og spændinger, der prægede Europa i årtier. I dag er Potsdamer Platz et vibrerende kulturelt epicenter med høje glasmure, fancy butikker og masser af turister, men der er stadig noget særligt over, at Berlinalen bliver holdt netop her. Det føles som om, man står midt i en by, der aldrig rigtig kan beslutte sig for, om den er i fortiden eller fremtiden – præcis som Berlinalen selv, som har en tendens til at veksle mellem at være klassisk og avantgarde på en gang.
Så lad os komme til filmene! Første film på dagen var den kinesiske "Living The Land". Jeg håbede på noget smukt – en opdagelsesrejse gennem kinesisk kultur, måske endda noget, der kunne få mig til at sætte pris på naturen på en helt ny måde. Men nej. Filmen føltes mere som at være fluen på væggen, til landbrug, indforstået hverdagstrummerum og konstant højt og hurtige dialoger, hvor ingen rigtig siger noget interessant. Øhh, jamen, det var også det… Der skete virkelig ikke meget, og det var svært at finde noget at hænge fast i. Hvis du nogensinde har haft lyst til at belure kedelige familier på landet eller måske virkelig forstår og interessere dig dybt for kinesisk kultur, så er det her filmen for dig.
Men så var det tid til noget helt andet. Den britiske film “Hot Milk”, berører emner som traume og familiebånd på en ærlig og nærværende måde. Handlingen drejer sig om en mor, der har overbevist sig selv om, at hun ikke kan gå på grund af et dybt traume, og hendes datter, der smider alt, hvad hun har, for at hjælpe hende – hvilket selvfølgelig får hende selv til at få hendes egne traumer. Det er en slags generational problemløsning, hvor én persons smerte ikke bare går videre, men forgrener sig til næste generation, der prøver at bearbejde alt. Hvis du vil have en film, der får dig til at reflektere over, hvordan vi som mennesker arbejder med vores problemer, og hvordan vi nogle gange hjælper andre på en måde, der ender med at skade os selv… så har du fundet den rette.
Så kom der en perle! Den danske film “Hjem Kære Hjem” fremragende film – en sand home run! Denne film rammer noget, som vi alle kan relatere til: hvordan det er at være tæt på folk i nød, men samtidig være fanget i et system, der modarbejder og presser os. Hovedpersonen er en ny hjemmehjælper, der arbejder med sygepleje og samtidig kæmper med sit eget privatliv. Det hele rører sig om, hvordan vi giver omsorg til de ældre, og hvordan det bliver mere og mere mekanisk i et samfund, der ikke længere prioriterer den menneskelige forbindelse. Skuespillet var så autentisk, og de ukendte ansigter var med til at gøre filmen ekstra rørende. Den tager os ind i en verden af velfærdssystemets pressede grænser og den menneskelige omsorg, vi bliver nødt til at kæmpe for at bevare. Hvis du ikke føler en klump i halsen efter at have set denne film, så ved jeg ikke, hvad der kan få dig til det.
"Dreams" med Jessica Chastain var den næste på listen. Filmen udforsker magt og status i et samfund gennem en erotisk immigrantfortælling. Chastains rolle som en højtstående kvinde, der bliver tiltrukket af en ung, illegal immigrant, der i hendes øjne er et projekt, er på mange måder interessant. Det er et lidt anderledes take, hvor man har vendt rollerne omkring køn og magt. Jeg kunne godt lide dens koncepter og tematikker, selvom filmen måske ikke nødvendigvis var en kæmpe åbenbaring. Det er en film, der beskæftiger sig med, hvordan magt kan bruges både som noget, der beskytter, men også som noget, der kan undertrykke. En solid film, men ikke noget, der satte hele Berlinalen i brand.
Og så kom den østrigske film “How To Be Normal And The Oddness Of The Other World”, som virkelig forsøgte at gøre noget stort, men bare ikke ramte plet. Det var en instruktørdebut, og man kunne virkelig mærke, at der var et forsøg på at gøre noget smart og edgy for et ungt publikum. Desværre blev det lidt for meget stil og lidt for lidt substans. Filmen handler om psykisk sygdom, men prøver så hårdt at gøre sig til en kultfavorit, at den mister både nerve og dybde. Den har sine øjeblikke, men for det meste føltes den som en stram film, der var mere interesseret i at virke cool end at fortælle en god historie. Den kunne have haft potentiale, men styret blev lidt for meget, og det blev en film, der overbeviste sig selv om, at det var bedre, end det var.
Så der har du det – Berlinalen i sin smukkeste og til tider grusomste form! Der er de store film, der stikker dybt og rører os, og så er der de mere eksperimenterende, som måske ikke helt lykkes. Uanset hvad, er Berlinalen altid en rejse, og vi får lov til at se det hele – fra de virkelig mindeværdige film til de lidt mere glemte.
