Berlinalen har kørt siden 1951 og har gennem tiden været et vigtigt samlingspunkt for filmelskere, kendisser og alt derimellem. Festivalen er kendt for at give plads til film, der både udfordrer og underholder – og så er den et af de mest prestigefyldte steder at få verdenspremiere på sin film. På tredje dag af festivalen har vi allerede været vidt omkring i filmverdenen, men det er også her, de store følelser (og de store skuffelser) begynder at melde sig.
Det første højdepunkt i dag var den franske "Ari", en film der tager os med ind i en ung mands indre kaos. Ari er ikke på toppen mentalt, og hans omgangskreds er mildest talt ikke den store hjælp. Alligevel formår han at navigere gennem livets kaos på egen hånd – og det er netop det, der gør filmen så fin. Der er ingen store melodramatiske udbrud eller åbenlyse løsninger, men en stille og kærlig undersøgelse af, hvordan man overlever i en verden, der ikke altid forstår én. Det er en dialogdrevet film med charme, humor og fransk hverdagsmagi – og én af de oplevelser, der minder os om, hvorfor vi elsker film.
Så var der verdenspremieren på Bong Joon-Hos "Mickey 17" – og det var desværre en skuffelse. Bong Joon-Ho er en af Sydkoreas stærkeste instruktører, men ligesom vi har set det før, så går noget tabt, når koreanske mestre skal lave film på engelsk. "Mickey 17" føles forceret, og hvor traileren lovede et komplekst sci-fi-eventyr, endte vi med en film, der insisterer på at hamre sine pointer om dyrevelfærd og Trump alt for hårdt ned i hovedet på os. Det føles som om, Bong har mistet den elegance, han ellers mestrer så godt. Robert Pattinson gør sit bedste, men ikke engang han kan redde filmen fra at føles som en tung omgang "preachy" Hollywood.
Sydkorea havde endnu en film med på programmet, men denne gang en actionthriller: "The Old Woman With The Gun". Titlen lover mere, end filmen kan holde. Det er en småkedelig fortælling om en aldrende snigmorder, der bliver trukket tilbage i en verden af våben og hævn. Der er nogle lyspunkter – især når vores hovedperson går fuld John Wick og viser, at alderdom ikke er en hindring for brutal effektivitet – men generelt føles filmen for sløv og formularisk til at være rigtig mindeværdig.
Til sidst var der den vanvittige "Reflection In A Dead Diamond" – en film der tydeligvis elsker James Bond-universet, men samtidig vil se, hvor langt den kan presse det. Vi får en overdådig cocktail af action, gadgets, vold og visuelle excesser. Det er en film, der i starten føles som en gave til alle os, der elsker klassisk spionæstetik, men som halvvejs igennem begynder at blive for meget. Det er en fest af farver, blodsprøjt og skøre kameravinkler, men den konstante overload bliver udmattende i længden. En stærk stiløvelse, men ikke nødvendigvis en film, der bliver siddende i kroppen – udover som et visuelt angreb på sanserne.
Tre dage inde i Berlinalen er det allerede tydeligt, at festivalen byder på både perler og fejltagelser. Vi har fået et fransk hjerteknusende drama, en Bong Joon-Ho-skuffelse, en halvsløj actionthriller og en spionfilm, der løb tør for finesse. Vi glæder os til at se, hvad de næste dage bringer – og håber, at de store overraskelser stadig venter forude.
