Torsdag aften troppede jeg op sammen med en række andre mennesker for i Diamantens dronningesal at se og høre en kombineret film- og musik-oplevelse i to dele. Arrangementet er tilknyttet Københavns dokumentar filmfestival, der i øjeblikket løber af staben.
Lidt over otte gik de klassiske musikere ind på scenen og fandt deres instrumenter. Dirigenten Mark-Andreas Schlingensiepen følger efter sit orkester og griber taktstokken, han giver tegn til filmforeviseren, og så begynder showet.
Showet falder i to dele, hvoraf første er et ”fotodramatisk værk, der danner begyndelsen på en helt ny form for kunstskabelse”. På lærredet, der befinder sig foran publikum og bagved orkestret, ruller et farveorgie af sted, musikken kører i et dvælende og drømmeagtigt spor, mens farver og former formulerer et sanseindtryk. Hvad vi nede i salen oplever, er ”Lichtspiel Opus 1”, et kunstværk i tid skabt af tyskeren Walther Ruttmann (1887-1941). Det er smukt og en lidt anderledes kunstoplevelse, der efterlader mig i en drømmende tilstand.
Efter dette første stykke vender dirigenten sig ud mod publikum og modtager vores bifald, så slår han på pulten foran sig og nikker igen til filmfremviseren. Nu kommer hovednummeret, når jeg lige at tænke, inden musikken går i gang. Det er forventningens musik, og så starter filmen om Berlin, en storbys symfoni, som der står i programmet. Musikkens tempo stiger, og billederne begynder at rulle over skærmen. Et tog kører i rasende fart af sted, ind mod Berlin og jeg føler mig fanget ind i oplevelsen. På bedste futuristiske vis dvæles der ved de mekaniske bevægelser, der giver toget fremdrift. Der er noget på en gang fascinerende og fascistoidt over æstetikken. Den næste times tid oplever jeg Berlin som den så ud i midten af tyverne. Det er en fantastisk klippet film, som skildrer storbyens forskellige aspekter. Der er folk på gaden, der er maskiner og der er butikker, det hele leveret som en symfoni og med bombastisk orkestermusik, en helt igennem anderledes og fascinerende oplevelse, hvor tiden tikker af sted. Som i en normal symfoni består oplevelsen af flere akter, der kredser om forskellige variationer over samme tema. Adskillige klap og sanseoplevelser senere forlader jeg sammen med resten af publikum salen, dirigenten tager dirigentstokken og går ud af en dør bagerst i lokalet. Jeg forlader den sorte diamant og forsvinder ud i Københavns pulserende nat anno 2004.
