Lige så stort annonceret som Oscar-vinderen “Capote” var herhjemme, lige så anonymt er “Berygtet” nu kommet på dvd. Historien er for så vidt den samme, omhandlende den kontroversielle homoseksuelle forfatter Truman Capote, som gjorde det til sin kunst at omdanne fakta til fiktion, trods hans omverden mente at denne fremgangsmetode var uetisk og smagløs.
Hvor det i “Capote” var Philip Seymour Hoffmann som took the lead, så er det her den noget mindre (og dobbelt forstand) Toby Jones som giver den hele armen som den fimsede og slesk-talende fyr, som havde en speciel evne til at indynde sig hvorend han kom. Capote kunne som ingen anden underholde ethvert selskab med anekdoter fra hans møder med Bogart, Monroe, Brando og hvad fortidens stjerner nu end hed. Vi får for så vidt et glimrende billede på hvem Capote var, inden filmens omdrejningspunkt kommer til udtryk. En charmerende lille mide, hvorom alting er!
Truman Capote går og pønser på en ny bog, og hans opmærksomhed rettes mod et bestialsk mord som virker kold, kynisk og motivløst. Capote læner sig op af politimanden Alvin Dewey (Jeff Daniels – Dum og Dummere, The Squid And The Whale, Pleasantville, Araknofobi), og får tiltusket sig en plads forrest i opklaringsarbejdet. Da morderne fældes, fascineres Capote voldsomt af den ene, Perry Smith (Daniel Craig – James Bond i Casino Royale, Det Gyldne Kompas, München), som har en noget broget fortid og mange hemmeligheder at fortælle. Capotes tilgang til at nå ind til Smith, åbner for sluserne. Capote befinder sig nu i den skyggeside det er, dels at være Smiths livsnerve mens denne venter på sin dom, og dels at skulle omsætte dine åbenbaringer til en roman. Truman Capote er i syv sind, for aldrig har han følt sig så knyttet til en person som med Smith. Men holmgangen bliver ikke lettere, da Smith får sin ubønhørlige straf.
Som en støtte til at karikere Capote efter bedste evne, står en lang række personligheder som vækkes til live af en perlerække af Hollywoods fineste. At kvinderne altid har haft en central placering i Capotes liv (trods hans seksuelle retning), kommer til udtryk via memorable performances fra Sandra Bullock (Speed, Crash, Mens Du Sov), Sigourney Weaver (Ghostbusters, Alien), Gwyneth Paltrow (Seven, The Royal Tenenbaums, Running With Scissors), Isabella Rossellini (Blue Velvet, Wyatt Earp, Vilde Hjerter) og Hope Davis (Proof, The Weather Man, Hearts In Atlantis). Peter Bogdanovich kigger også forbi, men det store fund er nok uden tvivl Toby Jones som måske nok bedst huskes fra Finding Neverland og Kærlighedens Slør, med mindre man er stiv i lytteteknik. Den lille brite lægger nemlig stemme til Dobby i Harry Potter-filmene.
“Berygtet” er en hjertevarm portræt-film, som vinder et endnu bredere publikum via sin baggrundshandling. Primært henvendt til en moden skare, men heldigvis klarer den frisag i kategorien for filmatiseringer, hvor et forhåndskendskab til den portrætterede ikke er et must.
Filmen indeholder kun trailers som bonus-materiale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.