Skriv en kommentar
Det er med 200 km i timen og en energifyldt voice-over af Robbie Williams, som sætter åbningsscenen med et brag af selverkendelser. Med selvironi i stemmen fortæller han direkte til kameraet og publikum, at han er blevet kaldt alskens skældsord som narcissist, egoist, røvhul mfl. Ikke særligt flatterende for en entertainer og popikon af hans kaliber. Williams brutale ærlighed har en forfriskende effekt på os som publikum og vi bliver med det samme absorberet ind i hans univers og fortælling om sig selv, til sig selv og fortalt af ham selv.
Det visuelle twist kombinerede med de energifyldte musik-,party-,fans scener, som går fra bombastisk, dynamisk til at være bomstille giver filmen skærende kontraster. Det er denne kombination som gør, at filmen fungerer så balancerede. Allerede 10 min. inde i filmen, glemmer du, at du ser på en chimpanse-ansigtanimation (CGI) i stedet for Williams eget ansigt. I voice-over fortæller Williams, at vi som publikum kommer til at se Robbie (og ikke Robert), som han ser sig selv, en chimpanse i et bur, der bliver lukket ud for at underholde og give folk, hvad de ønsker.
Det at have ‘to ansigter’, som både komplimenterer og kæmper med hinanden går igen i den musikalske biopic “Gainsbourg – vie héroïgue” fra 2010 instrueret af Joann Sfar om den franske musiker, Serge Gainsbourg. Han kalder sit ‘andet ansigt’ for sit grimme fjæs, som han taler, diskuterer og skændes med næsten hele livet igennem. Det er et tegnet ansigt med en kort/lang næse, som vokser ligesom Pinocchios, ikke når han lyver, men når hans ‘indre dæmoner’ forsøger at tage over.
I en alder af kun 15 år bliver Williams verdenskendt med boy-bandet “Take That”, som afløses af Williams solokarriere, som gør ham endnu mere berømt. I takt med berømmelsen presser hans ‘indre dæmoner’ sig på. De skildres særdeles fremragende i Williams dobbeltrolle som sig selv, hvor han både er protagonist og antagonist, som kæmper med sig selv og mod sig selv. Den evige tvivl på egne evner og selvdestruktiv opførsel driver Williams rundt i manegen sammen med faderens motto i baghovedet (spillet med stor følsomhed af Steve Pemberton): “You don’t want to be nobody” og “Give the people what they want”. Inden han går på scenen fyldt med nervøsitetet til bristepunktet, siger han til sig selv ‘turn on your light’ og går ud og giver publikum, det de vil have.
Afslutningsvis tilstår Robbie Williams med hudløs ærlighed: “It might be cabaret, but it is world-class cabaret and I am the f...... best at it”. Et slags forsvar for hans ikke så høje musikalske kvalitetsniveau. Han er første og fremmest ENTAINER, hvilket han også tilstår med en smøg i flaben.
