Animerede film er mere end blot Studio Ghibli, Disney, Pixar og DreamWorks. Langt størstedelen bliver nok produceret udenom de store selskaber, men det er de færreste af disse der opnår succes. Naturligvis hjælper marketing en films omdømme en hel del, men det er ligeledes sjældent at de små animerede film er af særlig god kvalitet. Årsagen til dette er bl.a. tid og økonomi, for det kræver tålmodighed at skabe en animeret film, og uden en helt klar vision, vil historien hurtigt drukne og tegningerne blive kedelige. Det er dog ikke al sammen fuldstændigt håbløst, og dette er “Bien Maja” et glimrende eksempel på.
Filmen er ganske vist for de yngste. Fuldstændigt blottet for vold, men med hjertet på det rette sted, følger vi Maja fra fødsel i bikuben. Hun er anderledes end de andre bier, og hendes nysgerrighed får hende tæt på en konspiration mod bikubens dronning. Inden hun når at forstå, hvad der egentligt foregår, bliver hun dog smidt ud af bikuben. Her møder hun en masse nye dyr, og får en masse venner. Snart er bierne og hvepsene dog tæt på krig - en krig som Maja absolut må stoppe.
På trods af at være en hyggelig tegnefilm for de små, jonglerer “Bien Maja” med mange tunge emner. Dette gør den på en let og elegant facon, som gør at selv de mørkeste øjeblikke i filmen, glider let ned. Her er ingen store trusler og farlige scenarier gemt, for det hele bliver eksekveret så stille, hyggeligt og humorøst som overhovedet muligt. Filmen har, ligesom sin hovedperson, hjertet på rette sted og hovedet skruet ordentligt på, så der er styr på alt fra varme karakterer til brugbare moraler. Maja er især en karakter man holder af fra første øjekast, og som hun vokser med tiden, ligeså gør kærligheden for hende fra os seere.
Tegningerne må siges at være filmens svage punkt. Der er ikke mange detaljer i de rene linjer, og selvom et naturskud eller to ser godt ud, er de ensartede farver ofte alt for kedelige at kigge på i længden. Med filmens store persongalleri er det ligeledes ærgerligt, at Maja er den egentligt eneste karakter man ender med at huske visuelt, for resten flyder sammen i det detaljeløse univers. Det er naturligvis en billig europæisk produktion, men nu når historie faktisk fungerer, havde jeg personligt hellere set, at man havde brugt et år mere på animationerne, og givet os et mere helstøbt værk.
Billede & Lyd - 3/6
Billedets og lydens kvalitet er hæmmet af den billige produktion. Linjerne må siges at være rene og skarpe, og kontrasten i farverne fejler ikke det store. Derimod er der problemer med bevægelser og detaljerne udebliver. Lyden er kedelig, flad og mangler i den grad både bas og dybde. Det er naturligvis hævet over DVD-kvalitet, men så heller ikke meget mere.
Ekstramateriale - 2/6
Et kort interview med Maja som animeret figur er et sødt og finurligt indslag - det er dog desværre ikke på dansk, hvilket gør det svært for målgruppen at følge med i.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.