Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Edward Saksehånd, Sweeney Todd, Beetlejuice, Charlie og Chokoladefabrikken, Alice I Eventyrland, Frankenweenie, Corpse Bride, The Nightmare Before Christmas, Ed Wood, Sleepy Hollow, Mars Attacks!, Dark Shadows, Big Fish, Planet Of The Apes og de to Batman-film med Michael Keaton i hovedrollen. Magi, humor, gys og action for fulde gardiner er Tim Burtons varemærke, og så det specielle og sjældent definerbare Burton’ske touch.
Sådan er det slet ikke med Big Eyes, som netop nu er udkommet til hjemmebiografen. Her er meget mere low key-drama om ægteparret Walter og Margaret Keane, to kunstnere som delte en hemmelighed om værkerne af børnene med de store øjne. Denne historie er den første af Burtons værker som er baseret på en sand historie, hvilket nok er medvirkende til at man ikke kan finde den særlige Burton-aura over filmen. Gør det så noget? Manden prøver for en gang skyld noget andet, hvilket naturligvis handler om kunstnerisk frihed. Men hvad gør det ved oplevelsen, ikke mindst i forhold til at en Burton-film altid er forbundet med en vis forventning i forhold til underholdningsværdien, virkelighedsflugten og det helt eventyrlige univers? Ja, hvad sker der mon når det krøllede legebarn laver en film, som ikke ejer det førnævnte?
Egentlig gør det ikke så meget. I dette tilfælde må man dog blot bare ikke fortabe sig i instruktørnavnet, for her bliver man simpelthen nødt til at sætte sig ind i hvad filmen omhandler. Ingen havde vel set det komme at magiens mesterinstruktør skulle kaste sig over et autentisk drama om kunst og malerier? Big Eyes er et herligt drama om to menneskers succesfulde parløb, lige indtil at mangelfuld anerkendelse får billedet til at krakelere så at sige. Margaret maler billederne af de sørgmodige børn med det store øjne. Walter har talegaver og charme til at få billederne solgt. Pengene strømmer ind, men det skyldes blandt andet at Walter tager æren for malerierne, og at kunderne derfor tror at de har gjort en direkte handel med kunstneren. Det er lidt af en kamel for Margaret at sluge. For hendes storslåede karriere er der ingen der får øje på. Hun er det tynde øl som følges med den populære Walter. Og et liv i skyggen er ikke at foretrække, selvom denne hemmelighed for offentligheden gør privatøkonomien til en dans på roser.
Amy Adams vandt en Golden Globe for sin rolle som Margaret Keane, mens Christoph Waltz spiller Walter. Derudover har Burton krydret filmen med bi-roller til Danny Huston (Hitchcock, Wrath Of The Titans, Wolverine), Terence Stamp (A Song For Marion, Star Wars, The Adjustment Bureau), Jason Schwartzman (I Heart Huckabees, Saving Mr. Banks, The Grand Budapest Hotel) samt Jon Polito som ofte optræder i Coen-brødrenes film f.eks. Barton Fink, Miller’s Crossing og The Big Lebowski. Alle som på et eller andet tidspunkt har følt sig uretfærdigt behandlet (det har vi nok alle), vil opleve at filmen er skræddersyet til at ramme rendyrket sympati til Margaret Keane. Walter lyver, for at sikre en handel og dermed skabe grobund for succesen, og så øges populariteten så massivt, så løgnen må leve i bedste velgående – og nærmest blive til sandhed. Men fra dette øjeblik er der også skabt ubalance i Keane-parrets samliv. Det er tåkrummende ondskabsfuldt at se Margaret gå rundt og servere champagne til en af Walters udstillinger (af hendes billeder, forklædt som hans). Det er pinagtigt at se Walter forsøge at beskrive sin inspiration bag værkerne. En anden stærk scene er da Walter, for at bevare den ophøjede position, vælger at lægge sig ud med en fremtrædende kunstkritiker, som ikke bryder sig om Keanes penselstrøg. Herfra bliver løgnen blot tykkere og tykkere, og det gælder om at være varsom. Hvis hemmeligheden ser dagens lys, så vælter korthuset – som Walter udtrykker det, cirka halvvejs i filmen.
Big Eyes er et vejdrejet værk om et par usædvanligt interessante karakterer som får masser af næring fra de to altoverskyggende hovedrolleindehavere. Tilmed en fjer i hatten til Burton, som skabte et vedkommende og nærværende drama helt uden at bruge meget andet magi end et fremragende manuskript. Skulle du derudover få lyst til at vide mere om denne usædvanlige duo, så er det jo bare at google løs. Walter Keane døde i 2000, mens Margaret lever i bedste velgående - nu 87 år gammel. Sidstnævnte kan ses i filmen siddende på en bænk i en park, hvis du kigger godt efter. Det har i øvrigt taget 11 år at få denne historie omsat til denne film.
Bonus materialet består af en ”making of”-feature og højdepunkter fra en Q&A-session (spørgsmål og svar).
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
