Jeg tror, at der er bred enighed om, at Biler-trilogien langt fra er Pixars stærkeste værker, og der gik faktisk også en del år før jeg tog mig sammen til at se den første Biler (2006), da den pga. af den enorme merchandisepopularitet blev skreget op til en kvalmende børnefilm med alt for stor fokus på salg af racerbiler til det unge segment. Den første Biler kunne dog alligevel noget. Den havde en god fortælling, nogle okay karakterer og en nostalgisk tilgang til det motordrevne USA. Til gengæld var Biler 2 (2011) jammerlig. En historie der kammede over i både kompleksitet og tempo uden at have fokus på den gode fortælling. Biler 3 lægger sig midt i mellem de to første ift. kvalitet og er en værdig slutning for Lynet McQueen.
Lynet McQueen er på toppen af sin karriere. Han har vundet Piston Cuppen flere år i træk, men et nyt hold af racerbiler, anført af den arrogante Jackson Storm skaber problemer for McQueen. Rent teknologisk er de nye racerbiler bare bedre end McQueen, og det ender med, at McQueen kører galt i et forsøg på at presse sig selv ud over det sædvanlige. Nedbrudt og sårbar forsøger McQueen nu at vende tilbage til racerløbet med hjælp fra sine venner og sin nye træner Cruz.
Rent teknologisk er der ikke en finger at sætte på Biler 3. Pixars animationsniveau er så tårnhøjt og fyldt med de mest fantastiske detaljer, at alle deres film er en øjefryd. Men det er trods alt ikke alle deres film, der rammer det samme tårnhøje niveau, når kommer til historiefortællingen, og eftersom Biler kun er deres anden trilogi, så kan det være svært ikke at lave en sammenligning med Toy Story-trilogien. Men hvor Toy Story gav den her perfekte form for closure, der gjorde decideret ondt rent følelsesmæssigt, så rammer Biler, hverken i 3’eren eller de to foregående film, det samme emotionelle niveau. Biler 3 sætter egentlig et fint afsluttende punktum for Lynet McQueen, Bumle og de andre biler i Radiatorkøbing, men sammenlignet med fx Toy Story så har disse karakterer ikke den samme form for gennemslags- og tiltrækningskraft. Ingen tvivl om, at de rent merchandisemæssigt har kunnet sælge enorme mængder af biler og legetøj fra hele franchisen, og det er nok også derfor der er blevet lavet hele 3 film i denne serie.
Selvfølgelig indeholder Biler 3 en velkendt morale, der især spiller på den her slagne underdog-rolle, hvor McQueen er blevet slået af nyere og bedre biler og derfor må forsøge at optimere sig selv både fysisk og mentalt for at kunne svare tilbage. Udførelsen i filmens finale er dog en smule ambivalent, da det på den ene side er et voksent valg, der dog næppe vil falde i alles smag.
Med Pixar er man som seer blevet vant til et ekstraordinært niveau med ekstraordinære fortællinger, karakterer og kreativitet. Biler 3 har ingen af delene, men formår dog alligevel at være en del bedre end 2’eren og er dermed en fin afslutning for hele Biler-trilogien. Lad det nu blive ved det, og lad os så håbe, at Pixar nu kan have fokus på nye ideer og produktioner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney