Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Kevin Spacey og anklagerne om seksuelle overgreb har gået hånd i hånd lige siden slutningen af 2017. ”Weinstein”-effekten og #metoo-kampagnen fællede adskillige skuespillere og filmfolk i Hollywood, hertil Kevin Spacey, der resolut blev fyret fra Netflix hitserie ”House of Cards”. Siden da var der masser af omtale af Spacey, men hovedpersonen selv var stille indtil juleaften 2018, hvor han lagde en bizar video op af sig selv, i karakter som Frank Underwood (hovedperson fra ”House of Cards”), hvori han adresserede kontroverserne samt sendte en stikpille til Hollywoods elite. Ikke overraskende blev videoen mødt med universel kritik – ikke helt ulig den facon ”Billionaire Boys Club” blev mødt på. For spørgsmålet var om filmen overhovedet skulle have haft en præmiere, eller blot skulle have været skrottet i klipperummet.
De unge venner, Joe Hunt (Ansel Elgort) og Dean Karny (Taron Egerton), slår pjalterne sammen for at kunne begå sig i USA's benhårde forretningsliv. Sammen starter de investeringsfirmaet, Billionaire Boys Club (BBC) for at opnå respekt fra omverdenen, og samtidig tjene nok penge til at kunne leve livet på flotteste facon. Deres spirende foretagende møder dog et hårdt bump på vejen, da en snu og erfaren forretningsmand ved navn Ron Levin (Kevin Spacey) tilsyneladende tager dem ved næsen - og pludselig opstår den ene uoverskuelige komplikation efter den anden.
Instruktør James Cox har med filmens stil og tone et åbenlyst idol i form af Martin Scorsese. Men i dette tilfælde nærmer vi os et plagiat fremfor en rendyrket homage til mesterinstruktøren. Den finder aldrig sin egen identitet, men flakker forvildet rundt som sin egen hovedperson efter en smule originalitet. Alt ved filmen er let forglemmeligt, og hver eneste gang der er optakt til et reelt spændingsmoment snubler den over sit eget klodsede manuskript. Tilmed bliver karaktererne i filmen nærmest ligeså klodset præsenteret, og man gider i sidste ende ikke anstrenge sig for hvem der er hvem, og hvilke motiver de end hver især har.
Den enkelte stjerne hiver filmen hjem på to forholdsvis hæderlige præstationer fra Elgort og Egerton, der formentlig har takket ja, til at medvirke i filmen for, at spille over for en skuespiller af Spaceys kaliber. Netop den sidstnævnte ”enfant terrible” overspiller så forfærdeligt, at man undrer sig over om det er den samme mand, der har vundet så mange priser på stribe. Overordnet set er filmen generelt præget af alt for endimensionelle karakterer, næsten, hele vejen rundt. Man kan derfor sagtens undre sig over, hvorfor produktionsselskabet valgte at udgive filmen, når det nærmest stod skrevet i sten, at den ville fejle så fatalt.
