I filmen bliver vi præsenteret for filosofien bag hans arkitekttegnede bygninger – med stor vægt på Bispebjerg Bakke i Nordvest, København, hvor han fortæller, at ideen opstod, da han havde tegnet en slange på en serviet – og det er terrænet, der har tegnet bygningen for ham. Jeg har det sådan, at vi er skabt med en tommelfinger, en hånd og en fod – det er vores grundlag for at skabe. Jeg er heldigvis vokset op i ”stilhed” – og ikke som nu, hvor de sociale medier råber folk op i ansigtet. Og nævner sit store forbillede den tyske kunstner Joseph Beuys (1921-1986) - på tysk har vi et godt ord: DENKMAL – mindesmærke, men også "at tænke flere gange"– hvorfor tænker vi ikke over, hvad vi bygger? Jeg lavede en skulptur, som satte vrede i folk i flere år – men at bygge Høje Gladsaxe i beton var der ingen, der reagerede på, og siger også, at hans kunstværk på Amager Torv med femkanter, han havde set i Luxor, Egypten – godt nok udsatte os for megen CO2 – men når nu torvet holder i 1000 år er det da mindre, end hvis det var betonbygget!!
Filmen er på 29 minutter om hans syn på arkitekturens sociale, æstetiske og bæredygtige ansvar, – hvor vi også er tilbage i hans eksperimenter på den ubeboede Livø i 1970, hvor 18 mennesker ville være selvforsynende. Tommelfinger, hånd og fod. Selv etablere sig fra bunden, med at bygge.
Der er efter filmen mulighed for at stille spørgsmål – selv om Bjørn Nørgaard siger, han har sagt en del i filmen, som prisværdigt mest er filmet på hans atelier på Møn ved et tegnebord – og slutter med, at han går ud i naturen ned til Østersøen.
Der er en arkitekt som må rette ham, da BN i filmen siger, at unge i dag ikke lærer at tegne – computeren ordnet alt – men den holder ikke. Der er nu indført obligatoriske moduler med TEGNING – hvortil han slutter med at sige - det eneste vi i dag har at bygge på i dag. er HÅBET.
