Skriv en kommentar
Under FNs Humanitære operationer i Somalia i 1993 var de lokale krigsherrer alvorlige trusler mod den retmæssige fordeling af nødhjælpen. Krigsherrerne stjal nødhjælpen og brugte den til at brødføde deres hære, så borgerkrigen kunne fortsætte. Den største af disse krigsherrer Mohammed Farrah Aidid stod højt på FNs liste over krigsforbrydere, som organisationen ønskede at bringe for en domstol.
Den 3. oktober 1993 iværksatte den amerikanske hær en operation for at pågribe to af Aidids løjtnanter i et fjendtligsindet kvarter i Mogadishu. Over 100 amerikanske specialtropper fra Rangers og Delta Force blev sat ind i operationen, der kun skulle have taget omkring en halv time. Tropper skulle sættes ned med helikoptere, pågribe de to løjtnanter og alle skulle så hentes ud med en konvoj af humvees, der kørte til stedet fra den amerikanske base i Mogadishus lufthavn. Under hele operationen skulle Black Hawk-helikoptere yde luftstøtte til landstyrkerne.
Imidlertid fik de fjendtligsindede somaliere ram på en Black Hawk, hvilket gjorde at operationen måtte ændres til også at omfatte en redningsaktion for at hente de sårede eller døde helikopterpiloter under mottoet ”Leave no man behind”. De amerikanske tropper befandt sig nu en udsat position, hvor de omkring 100 soldater blev jagtet af tusindvis af bevæbnede somaliere, og for at gøre alting værre blev endnu en Black Hawk skudt ned. Også i dette tilfælde måtte en redningsoperation iværksættes.
De fleste af os husker vel endnu de frygtelige billeder fra Nyhederne og TV-Avisen, hvor døde amerikanske soldater blev trukket rundt i Mogadishus gader, og to uger efter trak daværende præsident Clinton Delta- og Ranger-styrkerne ud af Somalia.
Det er disse dramatiske begivenheder, der behandles i Ridley Scotts krigsfilm ”Black Hawk Down”. Titlen refererer naturligvis til nedskydningen af Black Hawk-helikopterne, hvilket på typisk militærsprog hedder ”We have a Black Hawk down”.
Filmen begynder på traditionel vis med en længere sekvens, hvor publikum introduceres for hovedpersonerne. Og dem er der mange af. Vi møder bl.a. sergent Matt Eversmann (Josh Hartnett), en ung idealistisk Ranger, der i modsætning til de fleste af sine kammerater mener, at amerikanerne kan gøre en forskel i det borgerkrigshærgede land. Eric Bana spiller Delta-sergenten Norm Hooten, der har en mere kynisk indstilling til tingene. Tom Sizemore er den erfarne oberstløjtnant Danny McKnight. Sam Shepherd er den ansvarlige for operationen, generalmajor William Garrison. Og Ewan McGregor er den unge Ranger Danny Grimes, der hidtil kun har siddet bag et skrivebord og aldrig været i kamp. Det siger sig selv, at McGregors karakter kommer med i kamp, da en af de faste mænd brækker håndleddet.
Ovenstående er blot et beskedent udsnit af de navngivne hovedpersoner, der introduceres i filmens første fase, hvor resten af filmens handling også lægges ud: den forestående operation præsenteres og forberedelserne gøres.
Herefter begynder anden fase i filmen, som optager langt hovedparten af spilletiden på rundt regnet 2 timer og 20 minutter. Operationen sættes i værk. I begyndelsen går alting glat, men så får somalierne ram på den første Black Hawk-helikopter, og derefter går alting ad helvede til. De amerikanske tropper fanges på jorden midt i et fjendtligsindet kvarter i Mogadishu, hvor de angribes af tusindvis af bevæbnede somaliere fra Aidids hær. Der lægges ingen fingre imellem i denne del af filmen, der er næsten lige så barsk som kampscenerne i Spielbergs ”Saving Private Ryan”. Resten af filmen går så med at skildre det helvede de amerikanske soldater går igennem imens de forsvarer sig og venter på undsætning. Det er nervepirrende og utrolig flot lavet.
Filmen har dog et par store problemer. Da først militæroperationen går igang fokuseres der 100% på kampen mellem amerikanerne og somalierne. Der er ingen tid til at lære hovedpersonerne bedre at kende, og det betyder, at filmens følelsmæssige styrke aftager, for med tiden har man ikke det store forhold til de forskellige soldater. Man har jo kun mødt dem i filmens første 20-30 minutter, hvor publikum aldrig nåede at lære hovedpersonerne ordentligt at kende fordi der var så mange karakterer der skulle præsenteres på meget kort tid. I filmens første del skøjtes der således hen over de forskellige hovedpersoner, og i anden del er der ingen videre udvikling af personerne overhovedet. Det er forståeligt, at der ikke er lagt mange stille øjeblikke ind i anden del af filmen – det var der ikke i virkeligheden, og virkeligheden er netop det, manuskriptforfatter Ken Nolan og instruktør Ridley Scott har efterstræbt. Faktisk er hele anden del af filmen stærkt dokumentarisk i sin fremstilling af begivenhederne. Med undtagelse af nogle få scener med noget dialog mellem nogle af personerne, er det kun de faktiske kamphandlinger der skildres. Det er teknisk set dybt imponerende, men det fungerer ikke godt på film.
Ærlig talt bliver de uendelige bykampe trættende i længden, og fordi man ikke lærer hovedpersonerne ordentligt at kende forsvinder den helt basale spænding om, hvorvidt de nu overlever.
Endvidere kan man tillade sig at stille sig kritisk overfor filmens mission. Somalierne fremstilles næsten udelukkende som skydeskiver i et computerspil, og der mangler helt den politiske dimension, der kunne have været med til at gøre filmen højst interessant. Filmen er en amerikansk mønsterfilm i og med, at den udelukkende fokuserer på de positive kræfter, der udløses blandt soldaterne da de havner i den frygtelige kampsituation. Naturligvis har ikke engang det amerikanske forsvarsministerium kunnet ændre på, at operationen var en fiasko, hvilket filmen naturligvis måtte forholde sig til, men blandt de amerikanske soldater fungerer alting perfekt hele filmen igennem. De er de perfekte venner, der aldrig lader en kammerat i stikken og som gerne ofrer livet for at redde en såret eller endog død kammerat. Jeg påstår ikke, at det ikke er tilfældet, men jeg tvivler på at alting fungerede så gnidningsfrit mellem de mange soldater i en så presset situation.
Med andre ord fremstilles amerikanerne udelukkende som ”the good guys” mens somalierne fremstilles som monstre, der bare skal pløkkes ned. Det mener jeg enhver bør anse for problematisk, ligesom man kan overveje de videre konsekvenser af en film som ”Black Hawk Down”: filmen præsenterer sit publikum for amerikanske soldater, der er kommet til et land for at hjælpe, hvorefter de i filmen ikke laver andet end blive jagtet af de indfødte. Man kunne jo frygte at især det amerikanske publikum ville forlade filmen med det budskab, at FNs fredsbevarende missioner er noget lort, der kun får amerikanske soldater dræbt. Og det er selvsagt også dybt problematisk.
Men skærer man de politiske overvejelser væk og kigger på ”Black Hawk Down” som film, så har man altså en film, der har en række unuancerede hovedpersoner og som bruger hovedparten af sin spilletid på at fremstille en række kamphandlinger, der i længden bliver ret trættende selv om de ofte er spændende. Og bagefter er det slut. Som nævnt er det forståeligt, at der ikke er lagt mere fokus på karaktererne, men det ændrer ikke på at det er en af de elementer, der er med til at gøre ”Black Hawk Down” til en betydelig dårligere film end den kunne have været. Man kunne vel have forestillet sig et scenarie, hvor halvdelen af filmen blev brugt på hovedpersonerne og den anden halvdel på den militære operation. Det ville have gjort personerne mere virkelige og det ville have gjort filmens anden del, med kamphandlingene, betydelig kortere. Og det havde ikke været en dum idé.
Filmen er teknisk set mesterlig. Ridley Scotts film er altid flotte, også de dårligere af dem, og ”Black Hawk Down” er ingen undtagelse. Kamphandlingerne er realistiske og ubehagelige, og den paranoide stemning i Mogadishus gader formidles perfekt. Skuespilmæssigt er den betydeligt dårligere. Ingen af skuespillerne er decideret dårlige, men det er også fordi de har meget lidt at gøre dårligt. Skal der endelig peges på en god præstation må det være Eric Banas kyniske Delta-sergent. Tom Sizemore gentager mere eller mindre bare sin rolle fra ”Saving Private Ryan” som den stoiske soldat, der ikke viser frygt. Josh Hartnett er yderst forglemmelig som den unge sergent, der vel må kaldes filmens egentlige hovedperson. Og heller ikke den ellers glimrende Ewan McGregor har meget at lave. I en lille birolle ses danske Nikolaj Coster-Waldau, der til lejligheden har tillagt sig en ret vellykket amerikansk accent. Og i en anden lille birolle ses Orlando Bloom, kendt som Legolas i Peter Jacksons ”Ringenes Herre”-film.
”Black Hawk Down” er en flot film. En ofte spændende film. En i længden trættende film. Og hele tiden dybt problematisk i sin fremstilling af den amerikanske hær og somalierne. Den skal ses med en sund portion kritisk sans. Som underholdningsfilm har den fundamentale problemer, der ikke må overses.
DVD Ekstramateriale
I et tilfælde som ”Black Hawk Down” kunne producerne have anvendt DVD-mediet som en lejlighed til at give publikum den politiske baggrundsviden der fuldstændig forbigås i filmen. Men det gør de desværre ikke. På DVD-skiven præsenteres vi blot for den obligatoriske ”Bag Kulisserne”-featurette, samt tekstbiografier om de vigtigste hovedrolleindehavere samt produktionsholdet. Den ca. 25 minutter lange ”Bag Kulisserne” er dog en forholdsvis lødig én af slagsen, hvor skuespillerne ikke skamroser hinanden og instruktøren så meget som det ellers er normalt i den slags produktioner, der oftest er produceret til reklameformål. Samtidig fortælles der ganske indgående om den amerikanske hærs dybe involvering i filmprojektet, hvilket er med til at give noget perspektiv på filmens portrættering af begivenhederne. Det er en velkendt ting i Hollywood, at Pentagon ikke støtter film, der fremstiller den amerikanske hær andet end positivt.
Tekstbiografierne er som altid næsten meningsløse, og fortæller ingenting som man ikke kan finde på The Internet Movie Database (IMDb). Det synes forunderligt, at der ikke er gjort mere ud af ekstramaterialet på skiven, taget i betragtning at handlingen er baseret på en virkelig hændelse. En velproduceret dokumentar om situationen i Somalia, der ledte frem til FN og USAs involvering i landet, ville have været på sin plads.
Sætter man skiven i sin PCer ligger der desuden nogle wallpapers og en screensaver.
Filmen er venligst stillet til rådighed af SF/Fox.
