Skriv en kommentar
Samira Makhmalbaf lavede Blackboards eller Takhté Siah for tre år siden. Dengang var vidunderbarnet (og det er en kvinde) 20 år, og det var hendes anden film! Samira er født ind i filmbranchen – hendes far er den iranske filminstruktør Mohsen Makhmalbaf, og allerede som 14-årig gik Samira ud af skolen for at hellige sig filmen i fars filmværksted.
I 1998 lavede Samira Æblet, der handlede om en streng, arbejdsløs far, der holder sine to tvillingedøtre indespærret. Filmen vakte berettiget opsigtet, men den iranske kvinde fik først sit rigtige gennembrud med Blackboards fra 2000. Blandt adskillige priser vandt filmens juryens specialpris i Cannes det samme år, og det er altså en af de helt store priser i Europa.
Blackboards kunne ses i Danmark til Natfilmfestivalen i 2001, hvis man da var meget hurtig til at skaffe sig billetter, fordi filmen var udsolgt hurtigere end man kunne sige instruktørens navn. Den interesse har nok været medvirkende til at det danske selskab Marco Film her et par år senere har købt filmen hjem – og det er et initiativ, der i høj grad skal hilses velkomment. Det er er nemlig en fin og meget interessant film, der bydes på.
To lærere går rundt i grænselandet mellem Iran og Irak og tilbyder lærdom til unge og gamle, men der er ikke megen brug for den slags kundskaber, når der er problemer med at skaffe mad og drikke ustandseligt. Den ene lærer slutter sig til et hold ”æsler” - små drenge, der smugler varer over grænserne i fare for at blive skudt af grænsevagterne – og forsøger stædigt at lære knægtene noget.
Den anden lærer slutter sig til en flok nomader og bliver hurtigt gift med en ung kvinde med et barn i flokken, men det er svært for ham at trænge igennem til sin nye kone og nomaderne, der kun kan finde ud af at vandre.
Der er udelukkende blevet brugt amatørskuespillere i filmen, og det giver filmen et ganske slidt, neorealistisk præg, der er ganske passende. Billederne er ubarmhjertige i golde, barske omgivelser i Iran, og der bliver i det hele taget fint overleveret en fornemmelse for fattigdommen og de ringe muligheder for overlevelse.
Det er ikke den mest optimistiske film, man har set i mange år, men den lover bestemt heller ikke noget i den retning. Det er svært at udtale sig om handlingen, da der mere er tale om, at symboler og ritualer dominerer filmen – det er et helt anderledes filmsprog, end vi er vant til i vesten. Det er en ret interessant oplevelse, der kan sammenlignes med den proces, man gennemgår, når man ser afrikanske og asiatiske film – der går et lille stykke tid, før man helt forstår og accepterer det anderledes tempo, den alternative rytme, og det faktum, at der fokuseres på andre ting, end man er vant til. Der er en stor del transitionselementer til stede i filmen.
Historien er deprimerende, og menneskeskæbnerne er ulykkelige, men der bliver aldrig på noget tidspunkt svælget i ulykken, og det er meget prisværdigt. Det gør, at Blackboards bliver en ganske lærerig oplevelse, som de fleste vil få noget ud af, og det ville heller ikke skade ret mange at stifte bekendtskab med et helt andet filmsprog, end man er vant til.
De enkelte svagheder, der er i filmen, har også noget at gøre med det anderledes filmsprog. De evindelige gentagelser – der naturligvis bliver lavet for at understrege – skurrer lidt efter et stykke tid. Derudover virker manuskriptet heller ikke helt målrettet hele tiden, og det trækker også lidt fra.
Men i det store hele er der ingen tvivl om, at filmens premiere i Danmark er en stor gevinst for os alle sammen. Blackboards – der i øvrigt er lidt i familie med Michael Winterbottoms nye film In This World (2002) - repræsenterer en slags film, der ikke er mange af overhovedet. Derfor er det også meget vigtigt, at vi i hvert fald får de mest vellykkede af slagsen til landet.
