Halvt menneske og halvt vampyr. Dette er Blades ( Wesley Snipes ) skæbne. Han har dedikeret hans liv til at udrydde vampyrer, der langsomt men sikkert er ved at infiltrere vores menneskelige samfund. Sammen med hans makker Abraham Whistler ( Kris Kristofferson ), jager han vampyrer dag og nat, og det går ikke stille for sig. I en afsidesliggende ørken, i en gammel pyramide har en gruppe vampyrer fundet og genoplivet Dracula, nu kendt som Drake. ( Dominic Purcell. ) Han har holdt sig skjult her i århundrede og er ikke udpræget begejstret for at blive vækket til live igen. Han er dog en særlig fare for Blade, for han kan også bevæge sig rundt i dagslys og er stærkere end alle tidligere fjender. For at gøre ondt værrer så har vampyrerne igangsat en plan der snart får selveste FBI i hælene på Blade. Han får derfor brug for hjælp, og den finder han i en gruppe vampyrjægere der kalder sig for Nigthstalkeres. En af medlemmerne viser sig at være Whistler's datter Abigail ( Jessica Biel ), der som ingen anden kan nedlægge vampyrer med bue og pil. Men snart står de ansigt til ansigt med selveste Drake, og det ultimative opgør, der kan betyde både Blades og hele menneskehedens endeligt, står for døren.
Manuskriptforfatteren David S. Goyer har skrevet manuskript til alle tre film i Blade serien, og han har til og med været instruktør på BLADE TRINITY.
Goyer forklarer: " Blade filmene har altid haft en særlig grad af kunstnerisk integritet. De er tro overfor dem selv. De er meget mørke og til tider meget voldsomme. Den første film udkom på et tidspunkt hvor publikum var vant til at se mere polerede superheltefilm. Publikum var derfor parat til at se film, der var en smule mere tænderskærende og rå ".
Goyeres fortsatte arbejde med Blade filmene, skyldes først og fremmest hans fascination af karaktererne.
Goyer fortsætter: " Jeg har altid været interesseret i antihelte og Marvel Comics karakterer. Blade er en af de mest dystre karakterer, man kan finde i dette univers. Han er en helt, men han er i konstant konflikt med sig selv og ikke udelukkende en flink fyr. Han bliver ofte presset ud i situationer, hvor han ender med at gøre noget der er til gavn for menneskeheden, men menneskeheden er ofte ligeglad med det faktum. Jeg har altid interesseret mig for denne type karakterer ".
Et særligt aspekt i Blade-trilogien er, at historierne for5egår i den virkelige verden. Goyer forklarer: " Vi har til en vis grad forsøgt at tilføre filmene en grad af realisme. Således forsøger vi at forklare det at være vampyr rent videnskabeligt. Det er ikke noget overnaturligt, men en virus, som får offerets krop til at ændre sig til en anden livsform. Vampyrer er basalt set en anden race. De kan formere sig. De er ikke de levende døde. Men selvfølgelig tager vi stadig lidt let på reglerne i virkelighedens verden ".
Goyer slutter: " Ved at sætte en karakter som Blade op imod autoriteterne i den moderne verden, opstår der en række interessante spørgsmål. Hvad ville der ske, hvis der virkelig eksisterede vampyrer i vores verden ? Og hvordan ville FBI reagere overfor en type som Blade ? Netop fordi vores verden ikke forstår vampyrernes eksistens, vil en type som Blade fremstå som en komplet psykopat. Og når han dræber en vampyr, findes der ikke noget lig, det bliver jo til aske med det samme. Så derfor vil han have meget svært ved at bevise, at vampyrerne findes ".
Wesley Snipes mestre mange filmgenre. Lige fra de store roller i JUNGLE FEVER og MO' BETTER BLUSE over komedien WILDCATS og frem til i dag hvor han snart kan nydes i thrilleren JOHN DOE. Men Wesley Snipes kendes også af de fleste som Daywalkeren Blade, hvis mission her på jorden er tage vampyrer af dage. Det har han foreløbig gjort i 3 film.
Kris Kristofferson der igen spiller Blade's makker Whistler har ud over at være en af Amerikas mest berømte countrymusikere også medvirket i over 70 film. Blandt andet PAT GARRAT`AND BILLEY THE KID og A STAR IS BORN, som han i øvrigt vandt en Gloden Globe Award for.
Jessica Biel spiller Abigail. Han er pt. et af de store nye navne i Hollywood. Hun havde sin debut i Tv-serien 7th HEAVEN og kan snart opleves i filmen CELLULAR hvor hun spiller sammen med Kim Basinger og Chris Evans.
Hannibal King spilles i BLADE TRINITY af Ryan Reynolds. Han fik sit store gennembrud i Tv-serien TWO GUYS, A GIRL AND A PIZZA PLACE fra 1998. Han har netop afsluttet indspilningerne til en genindspilning af den gode gamle gyser AMITYVILLE HORROR.
Jeg var vild med den første film om Blade. Der var aldrig før set noget lignende. Det var gennemført og både effekter og historie var som det skulle være. Så kom fortsættelsen, der også var ok. Historien var måske ikke så interessant mere men til gengæld blev den det års bedste bud på en action film, med fuld skrue hele vejen igennem. Der var virkelig smæk for skillingerne, og hele herligheden var filmen og udført med elegance og en stor respekt for genren.
Nu er nummer 3 så i biografen og jeg kan kun sige at jeg ikke er udpræget begejstret. Det kan godt være at Blade sparker vampyrbagdel næsten hele filmen igennem, men jeg syntes også at filmen sparker sig selv bagi når den helt glemmer historie og karakter til gengæld for noget hurtigt lavet action, der her i del 3 ikke skiller sig det mindste ud fra mængden af andre actiontilbud. Noget man sikkert kunne have set igennem fingre med hvis historien var bedre. Man er temmelig ligeglad med hovedpersonerne og de følelser der skulle fremkomme når nogle af dem kommer slemt af dage, udebliver simpelthen. Desuden fungere skurken ikke rigtig. Dominic Purcell prøver det bedste han har lært at være den onde Drake, men det bliver aldrig rigtigt til noget, og selv da han til sidst skifter til hans oprindelige monsterform, bliver det ikke bedre. Ryan Reynolds fyre konstant dumsmarte replikker af og Jessica Biel strammer buen og ballerne, så man næsten ikke kan koncentrere sig om Blades videre skæbne. Ærgerligt at det skulle ende sådan. Her til sidst vil jeg alligevel tilføje, at hvis man nu er mega fan af de 2 første film om Blades udskejelser, så skal man selvfølgelig også smutte i biffen og få 3. del med. Den er ikke virkelig dårlig, men heller ikke virkelig god.....der er ligesom ikke rigtig bid i den !