Sam har siden han har været en lille dreng været forelsket i pigen Sue. Men Sue er fra en rig familie, der ikke sådan lader sig blande med ”almindelige” mennesker, men gerne lader sig forføre af ædelsten og andet bling. Som voksen arbejder Sam i forlystelsesparken ”Robo World” hvor han ud over at tænke på Sue, også samler robotter og forlystelser. Han får den ide, at han under en stor parade i parken vil fri til Sue. Blandt andet ved hjælp af en Bling ring, og hermed vinde hendes hjerte. Dette sætter skurken Oscar hurtigt en stopper for, da han med et tryk fra hans super bling ring starter en nådesløs kæmperobot, hvis mission er at ødelægge hele byen. Men de 2 ringe bliver byttet om, og nu må Sam samle sin egen gruppe af robotter, og sammen med dem, få sin egen bling ring tilbage. En ekspedition der blandt andet lærer ham, at det ikke kun er bling, der kan vinde en piges hjerte. Ægte kærlighed og hengivenhed kommer nemlig fra hjertet.
Budskabet i Bling er rigtigt fint, men det drukner en anelse i en støjende animationsfilm, der i sig selv drukner i den balje af børne animationsfilm der bliver spyttet ud for tiden. Det hele lugter lidt af samlebåndsarbejde, og de sjove, kærlige og genkendelige karakterer der kendetegner universer fra Disney produktioner mangler totalt. I stedet er der ”Smart i en fart” karakterer, der irriterer mere end de underholder.
Selvfølgelig er budskabet om, at man ikke kun kan vinde respekt og kærlighed ved at købe sine venner/kærester, rigtigt fint. Men rammen dette budskab er puttet ned i fungerer ikke specielt godt og gennemtænkt. Næsten nonstop action virker i længden mere irriterende end spændende, og så flot er animationen heller ikke, at man har lyst til at dvæle ved den, hvilket der så heller ikke bliver gjort, måske fordi skaberne inderst inde godt ved at de sidder med en produktion der kun skal huskes i de 77 min den vare. Alt flimre afsted i et hæsblæsende tempo som skulle man tro, at man sad og så nogle af de nye rædsomme serier, der for tiden bliver vist i Disney Sjov fredag aften.
Er man til klassisk og smuk animationsfilm skal man holde sig langt væk fra Bling, men hvis man vil bruge den som et studie i, hvad de mindste i familien kan blive udsat for hvis mor og far ikke tænker sig godt om, så er den ganske god.
Gense hellere en gammel Disney klassiker, dem ved man hvor man har.
Der er ikke noget ekstramateriale at finde på denne DVD udgivelse.
Det er muligt at se Bling med original tale og med Dansk synkronisering og undertekster på følgende sprog: Dansk, Svensk, Norsk og Finsk.
Lydsporet er Dolby Digital og Dolby Digital 5.1.
Bling er venligst stillet til rådighed af Scanbox.