Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Morten Grunwald ...
Torben Jensen Er...
Burt Reynolds Er...
Comedies À La Ca...
Den Perfekte Aft...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Skyscraper
Skyscraper billede

Hotel Transylvan...
Familien Jul - I...
Cold War
Aquaman
Den Skyldige


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Artikel

Blodig Weekend: Fredag

29. september 2013 af Martin Jensen Skriv en kommentar

Blodig Weekend: Fredag billede

"Blodig Weekend" bød om fredagen på både blonde kannibaler og genopstandne dræberklovne og med dem et stemningsspektrum, der strakte sig fra det lagkagekomiske til det melankolske.

Jeg startede fredagen kl. 19:30 med at indlede et bekendtskab med dræberklovnen "Stitches" - både på lærredet og i egen høje person, som komikeren Ross Noble. Hans gakkede og vidunderligt chokerende præsentation af filmen, var en fornem kickstart for mig. Den ræsonnerede også godt med resten af salen, der skreg af grin over Nobles bizarre anekdoter og påfund. Det startede blødt med en historie om et sexscene og et båthorn og endte i grov usømmelig omgang med en gammel mand og to forældreløse børn.

Filmen selv er en semi-original cocktail, der blander Irlands fanden-i-voldskhed med klovneslasherens uhøjtidelige opfindsomhed. På mange måder minder den i sin tone om tentakelgyseren "Grabbers", der også bragede gennem lærrede på festivalen sidste år. Det er der kommet mange originale mord på mange originale (ja sære ligefrem) personer ud af.

Det er i bogstaveligste forstand grove løjer; ballondyr og båthorn blander sig ugeneret med snottede, irske teeangeres blod og indvolde og så en melankolsk overtone af irsk efterår, irsk kirkegård og klovnefigurens sælsomme forhistorie. Opskriften er eksplosiv, men kagen kollapser lidt eftersom koregrafien slappes i takt med at filmen skrider frem - og "Stitches" ender med ikke at indfri det niveau den lover os i starten. Grinet bliver prioriteret over skriget, som så også mest hægter sig på body-horror delen og mindre på det uhygge potentiale klovnefiguren har vist sig at indheholde - ikke mindst i den Tim Currys suveræne Pennywise fra "It". Alligevel var filmen en virkelig god oplevelse, som blev nydt i hele salen.

Men man skal passe grumme på at affærdige gyserkomedier som "Stitches" og "Grabbers", fordi de virker mere tandløse end deres hårdere genrefæller. Gyserkomedier er essentielle for genren og kulturen, for de bevarer en forbindelse til et bredere publikum, der aldrig havde vovet sig ind til de hårdere titler. Horrorfans er som andre fandoms og communities i konstant fare for at lukke sig om sig selv i et kredsløb af selvtilstrækkelighed og manglende opfindsomhed. Noget jeg synes man kan fornemme på netop de film, der kun vil miljøet og intet bredere end det. "Stitches" vil noget bredere, og det fremstår som en styrke i filmen.

Efter "Stitches" så jeg så kannibalerne i "We are What We are" af "Stakeland"-instruktøren Jim Mickle. Det var så fjern en oplevelse fra klovnekomediegyseren som man nærmest kan komme.

"We are What We are" er et klaustrofobisk gyserdrama, om to søstre, hvis blonde, uskyldsrene fremtoning modsiger grusomheden, de er opdraget til af deres forældre. Kannibalisme.

Filmen starter med at moren dør ved noget, der ligner et slagtilfælde, men som måske skyldes en parkinson-agtig sygdom. Historien eskalerer med at faren begynder at vise lignende symptomer, samtidig med at byens læge og patolog begynder at lægge brikkerne med forsvindingerne og den lille families aparte livsstil sammen. En livsstil som filmen med krydsklip til områdets fortidige nybyggere fastslår har mere end et par tilfældige fortilfælde. Kannibalisme bliver i "We are What We are" mere end bare monstrenes valgsprog - den bliver et spørgsmål til den moderne fortælling om det civiliserede menneske.

Derforuden rammer filmen en unik melankolsk tone, der sammen med den stadig mere aggressive og irrationelle adfærd hos kannibalfamiliens far, skaber en intens og medrivende uhygge. Endelig er lydsiden lækker: den rig på tekstur og audielle close-ups og den er komponeret så de få jumo-scares, som den stilfulde film fornedrer sig til, virkelig virker!

Overordnet er "We are What we Are"en fornøjelse. Filmen er et drama ligeså meget som den er en gyser - på samme måde som "Stakeland" ligeså meget er et postapokalyptisk epos som en vampyrfilm. Det trækker ikke som sådan ned, men det betyder at gysene i det hele taget er noget tyndere pakket end i en mere ren genrefilm.

"Blodig Weekend" demonstrerer med de to titler, at gysergenren ofte ledsages af andre genrer og at det ofte er dem, der giver skrækoplevelsen sine overtoner. Om man vil grine og gyse, eller sanse mørket gennem melankolien er en smagssag - men det er rart at festivalen er sig spektret bevidst.



banner
Overskrift Højre Block
Woman Walks Ahead
Lego DC Superher...
Superman The Mov...
Daphne & Velma
Ex Libris – The ...
Mortal Engines
ROMA
Engle Går I Hvidt
A Star Is Born
The First Purge



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...