Sprut, damer og gambling, ak ja, Atlantic City er stadig slaraffenlandet for Amerikas livsnydere med penge på lommen, og for alle de kriminelle, som uhæmmet tilbyder fristelserne ind til der kun er lommeuld tilbage.
Anden sæson af HBOs kritikerroste ’Boardwalk Empire’ fortsætter præcis hvor den første slap. Vi er kun lige gået ind i år 1921, et år efter spiritusforbuddet trådte i kraft. Nucky Thompson (Steve Buscemi) sidder stadig på magten i syndens hule Atlantic City; pengene fosser ind og går hånd i hånd med opmærksomheden som byens ulovligheder trækker til sig. Imperiet begynder at krakelere for den korrupte politiker, der i sæsonens første afsnit bliver anholdt for valgsvindel. Som glubske rovdyr ser byens andre kriminelle spidser deres snit til at overtage territoriet. I bedste Shakespeare-stil kommer forræderiet fra egne rækker. Nuckys misundelige bror Eli (Shea Whigham) ønsker Nucky død, og planlægger et attentat sammen med Jimmy (Michael Pitt) og dennes far, byens grundlægger og kommandør, manden der skabte Nucky, og nu som gammel svag, øjner sin chance til at overdrage magten til sin søn.
Samtidig vokser Al Capones magt i Chicago, mens Meyer Lansky og Lucky Luciano styrer den ulovlige sprut i New York. De notoriske berygtede gangstere trænger sig på i Atlantic City, hvor Jimmy langsomt må sande at han har bevæget sig ud hvor han ikke kan bunde.
”You can’t be half a gangster” forklarede Jimmy Nucky i første sæson, en sætning der kort opsummerer seriens handling. For bag sit blege stenansigt har Nucky i virkeligheden altid været mere gangster end politiker, og her i anden afdeling, ser vi langsomt hvordan Nucky træder i karakter som byens boss. Det er lang rutsjetur. der byder på tragiske skæbner for nogle af series hovedpersoner, mens andre nye ansigter kommer til.
Jimmys håndlanger og ven fra krigen med det halve ansigt Richard Harrow (Jack Huston) dræber sig frem til at blive en hovedkarakter. Altid gode William Forsythe bliver introduceret som slagteren, i mere end en forstand, Manny Horvits, der får en afgørende indflydelse på series handling. Den maniske agent Van Houten (Michael Shannon) bliver afsløret i mordet på en uskyldig fra første sæson, og flygter til Chicago, og byder på spændende spekulation om, hvad karakteren skal bidrage med fremover.
Sådan er sæson 2 fuld af udvikling, der konstant driver spændingen frem, men stadig har humoren intakt. Det på mange måder bedre end første sæson, hvor historien langsomt foldede sig ud, inden den for alvor viste sit værd. Skildring af den flamboyante livsstil i ”de vilde tyvere” imponerer stadig, og understreger endnu en gang, at tidens tv-serier produktionsmæssigt overgår mange af de endeløse og uinteressante film, som bliver sprøjtet ud af Hollywood.
Tredje sæson er netop gået i gang i USA, som i denne måned bliver mulig at se i Danmark dagen efter den amerikanske visning, nu når HBO-Nordic træder ind på det nordiske marked. Et frisk tiltag, der fremover gør det muligt at være med på noderne, og ikke byder på ventetid i form af dvd-udgivelsen.
Her er dog tale om en udgivelse, der bestemt vil tilfredsstille nysgerrige fans af serien. Der er seks kommentar spor med bl.a. seriens skaber Terence Winter og Steve Buscemi. Der er en guide som fornemt udpensler seriens karakterer, både nye som gamle, og en glimrende dokumentar om, hvad der gjorde 1920’erne til det dekadente årti. Mere indsigtsfuldt ekstra materiale følger med til udgivelsen, som i alt rummer 5 discs, og klart kan anbefales. (4. stjerner)
Serien er venligst stillet til rådighed Warner Home Video