Skriv en kommentar
Da undertegnede i en kort periode gik på en af de mange Blå stuer i de danske børnehaver, var det ikke kun Poul Kjøllers cykelsang, der var et hit. Hvis man virkelig skulle være noget ved musikken og gøre sig blandt de større unger på Rød stue skulle man høre Bølle Bob. Problemet for en 4-årig splejs var, at Bølle Bob gjorde mig lidt bange. Han var nok lidt en type jeg selv frygtede. Dengang smed man jo ikke utilpassede unger ud af skolerne. Nu 25 år senere ville det selvfølgelig være belejligt at komme af med de traumer fra barndommen, hvilket filmen Bølle Bob og Smukke Sally så sandelig har gjort.
Det er Danmarks svar på en rigtig filmmogul, Regner Grasten, der sammen med instruktøren Rune Bendixen har taget Gunnar Geertsen og Vesterbro Ungdomsgårds udødelig musical op af posen og lavet en film. Som regel når der står Regner Grasten på etiketten, skal man ikke forvente sig stor filmkunst med dybsindige karakterer og velovervejet cinematografi, men alligevel har filmen nogle kvaliteter, som især de mindste vil glæde sig over.
Vi befinder os i Solby, hvor Bølle Bob og resten af klassen, der består af 8-14 årige! skal lave Klods Hans som skolekomedie. Samtidig er Bølle Bobs store kærlighed Lisemette ramt lidt på hjemmefronten, da hendes far har åbnet et hotel med kun et værelse. Det er en økonomisk deroute, som måske koster hende skoleturen til København. Bølle Bob har dog en snedig plan. Han vil lokke det populære TV-show Vis mig din by til Solby – og det lykkedes. Mødet mellem de smarte københavnske mediefolk og den jordbundne provinsidyl giver et par sjove sekvenser, specielt fordi Linda Sand i skikkelse af en dejligt selvironisk Sofie Lassen-Kahlke er fantastisk uudholdelig. Det giver så Smukke Sally chancen for at få sin drøm om berømmelse til at gå op. Sideløbende har Bølle Bob arrangeret en noget hemmelig splatterudgave af Klods Hans med titlen Klods Hans og psykodræberne.
Det er noget værre rod. Generelt set får Emil fra Lønneberg Bølle Bob til at ligne en katolsk kordreng. Der kunne godt være noget mere smæk for skillingen. De musikalske indslag er nu ret gode, selv om videoæstetikken ikke falder i undertegnedes smag, men et nostalgisk kick giver det dog, når Lillebror-sangen ryger ud på direkte TV. Karaktererne i filmen er lige så fjollede som de skal være i børnefilm, og særligt Sofie Lassen-Kahlke og Karl Bille fra Grastens store stald er gode som hhv. Linda Sand og Brian von Hansen.
Noget mere snedig er historien om Klods Hans, som filmen bruger som en analogi. Bølle Bob går selvfølgelig efter prinsessen Lisemette gennem sit antiheroiske virke som utilpasset møgunge. At sangene ikke altid passer med historien går måske an i forhold til målgruppen, men det understreger blot den lidt rodede dobbelthistorie, som aldrig helt bliver gjort færdig. Kunne man så bare have fået noget mere Klods Hans og Psykodræberne på bane, så var det nok gået, men det sker ikke andet end i en fjollet reference til Michael Jacksons Thriller. Apropos referencer, så er filmens gave til det voksen og modne filmpublikum uden tvivl Valde ”The Killer” Underbids musiske indslag. Han er tidligere mesterbokser og i skikkelse af fantastiske Peter Belli fyrer han en sang i æstetiske rammer, der refererer direkte tilm Martin Scorseses mesterværk Raging Bull.
Filmkunst er det ikke, men god underholdning for de mindste i tilfælde af regnvejr i resten af sommeren, kan man sagtens betegne filmen som. Og tag bare med børnene, hvis du ligesom mig skal have sat ham der Bølle Bob lidt på plads. Værre er han ikke – desværre. 2 stjerner
