Det starter ellers så godt. I en tempofyldt og højspændt action-scene redder heltehunden Bolt sit menneske, den unge Penny, fra den ondskabsfulde Dr. Calico, der har i sinde at overtage verdensherredømmet. Det går hårdt for sig, når den modige Bolt bjæffer sig vej gennem horder af ondsindede håndlangere, der ikke har i sinde at lade Penny slippe med livet i behold. Et hundeliv vil nogen måske mene, men for Bolt er det det den barske virkelighed – sådan da. For Bolt er nemlig, helt uvidende, stjernen i en storstilet action tv-serie, der hver uge leverer underholdning til de action-hungrende fans. Men da Bolt ved en fejltagelse bliver sendt tværs over USA, bliver hans heltemod for alvor sat på prøve, da han, sammen med katten Mittens og det overvægtige marsvin Rhino, skal prøve at finde tilbage til Hollywood og frem for alt redde Penny. Men vejen hjem er lang og farefuld, og det bliver bestemt ikke nemmere af, at Bolt er overbevist om at han er en ægte superhund med dertilhørende superkræfter.
”Bolt” er den første computeranimerede spillefilm fra Disney, som ikke er produceret på Pixar-studierne i San Francisco. Man kunne derfor frygte at ånden og den legende energi, der kendetegnede Pixars animationsfilm ville gå tabt.
Men sådan forholder det sig ikke helt, da Disney-studierne har allieret sig med ingen ringere end John Lasseter som producent på filmen. John Lasseter var i sin tid med til at grundlægge Pixar-studierne, der i 2006 blev opkøbt af Disney koncernen. Men måske har Lasseters involvering i projektet ikke været frugtbart, for Disneys ”Bolt” minder umanerligt meget om Pixars tidligere produktioner, faktisk så meget, at man godt kunne kalde ”Bolt” for rent genbrug af tidligere sete film.
Alene ideen med en hovedkarakter, der ikke vil indse sit sande jeg, er set i ”Toy Story” fra 1995, hvor Buzz Lightyear kommer i problemer, da han ligesom Bolt tror, at han er en ægte superhelt. Samtidig er den overliggende plotlinje om et umage trekløver, der sammen skal finde hjem, taget direkte fra en anden Disney-produktion, nemlig ”Den fantastiske hjemrejse” fra 1993.
Jeg må indrømme, at jeg havde forventet lidt mere originalitet fra Disney og Lasseter, der trods alt har brilleret med film som ”De Utrolige” (2004) og sidste års ”Wall-E”.
Desværre kniber det også med den danske oversættelse af film, der slet ikke formår at indfange den humor og charme, der er at finde i den originale version. Disneys tidligere animationsprojekter har alle formået at finde den perfekte balance mellem voksen-humor og børne-humor, men i ”Bolt” lykkedes dette ikke. De sjove indfald er for kiksede og anstrengte til at man som forældre kan blive underholdt. Til gengæld er jeg overbevist om at de mindste biografgængere nok skal hygge sig.
Heldigvis er ”Bolt” flot animeret og den holder stilen fra tidligere produktioner, hvilket bestemt redder filmen på målstregen. Den tempofyldte indledning er underholdende og velkoreograferet, og kan med garanti få pulsen op hos publikum. Men på trods af gode intentioner fra Disney, fungerer ”Bolt” ikke som helhed, dertil er den simpelthen for uoriginal..