“Boston Legal” er en rendyrket David E. Kelley serie, der placerer sig fint i rækken af geniale advokatserier som “L.A. Law”, “Ally McBeal” og “The Practice” – så hvis du er en advokatseriefreak, så køb første sæson!
Advokatserier har altid været en af de mest populære tv-genrer. Tænk blot på “Perry Mason” og “Ironside” – begge med Raymond Bure i hovedrollen – og på den senere “Matlock” med Andy Griffith i rollen som advokat/detektiv. Senest er det blandt andet CBS/Fox-serien “Juding Amy” (1999-2005) med Amy Brenneman i rollen som Amy Gray, der har defineret genren.
Der eksisterer med andre ord et sandt overflødighedshorn af velskrevne og velproducerede advokatserier. Alle serier, der er at finde blandt undertegnedes favoritter. Alene David E. Kelley (manden bag “Boston Legal”) har skabt tre af de største og mest prominente af slagsen: Fox-seriene “L.A. Law”, “The Practice” og “Ally McBeal”, der henholdsvis kørte over otte, otte og fem sæsoner!
Med “Boston Legal” har David E. Kelley endnu en gang formået at smide et trumfkort på bordet med en velskreven energibombe af en serie. Serien, der er en spin-off serie af “The Practice”, blev lanceret i 2004 (den kører pt. på sin fjerde sæson) og har blandt andet vundet en Golden Globe og fire Emmy’er. “Boston Legal” er – med andre ord – i en liga for sig, og man kan kun glæde sig til at stifte bekendtskab med de hårdhudede, hårdt talende og ikke mindst charmerende advokater hos Crane, Poole & Schmidt!
Når man først har sat sine ben hos advokatfirmaet Crane, Poole & Schmidt, så er man solgt for stedse. Den ene episode tager den anden, og førend man får set sig om, har man på grådigste vis fortæret sig gennem første sæsons 17 suveræne episoder – eller hvad der svarer til mere end 600 minutters humoristisk, begavet og medrivende dramakomedie!
En af årsagerne til, at man betages af serien, er, at skuespillerne er så fandens dygtige! Det er således vidunderligt at opleve den formidable og aldrende William Shatner i rollen som den legendariske hanelefant Denny Crane – han er virkelig i sit es i denne serie! Også James Spader, der spiller advokaten Alan Shore, skal fremhæves for sin meget fine og virtuose portrættering af en kynisk advokat med hjertet på rette sted (det kan lade sig gøre at være ambivalent i den henseende, tro mig!)
Den energi, serien udstråler, skyldes blandt andet de velskrevne og stærkt humoristiske dialoger og monologer, manuskriptforfatterne har fået skruet sammen. De er til tider så mavesammenkrympende sjove – især når de fremføres af Spader og Shatner med deres ubeskrivelige attituder – at man ligger flad af grin! Det er en serie, der fylder komediehullet ud efter “Ally McBeal” og dramahullet efter “The Practice” – den er suveræn i alle henseender!
I øvrigt gør Candice Bergen sig også bemærket i rollen som Shirley Schmidt, der gør sin entré i episode 11 – “Schmidt Happens” – da hun skal bringe orden til firmaet og i øvrigt få styr på alle de ustyrlige hanelefanter – hvilket absolut ikke passer Denny Crane!. Med “Boston Legal” kan Candice Bergen føje endnu en tv-serie til sit CV, hvor hun brillerer – tænk f.eks. på den suveræne “Murphy Brown”, der kørte over ti sæsoner fra 1988 til 1998.
Serien er en perle, der vil passe ind i enhver samling af gode tv-serier. Eller sagt med andre ord – den må ikke mangle i samlingen, hvis man er til kvalitet og imponerende god underholdning!
Episodeguide til “Boston Legal” sæson 1:
01 – Head Cases
02 – Still Crazy After All These Years
03 – Catch and Release
04 – Change of Course
05 – An Eye For An Eye
06 – Truth Be Told
07 – Questionable Characters
08 – Loose Lips
09 – A Greater Good
10 – Hired Guns
11 – Schmidt Happens
12 – From Whence We Came
13 – It Girls and Beyond
14 – Til We Meat Again
15 – Tortured Souls
16 – Let Sales Ring
17 – Death Be Not Proud
Filmen er venligst stillet til rådighed af: SF/Fox.