Skriv en kommentar
Det er et faktum, at USA er det land i Verden, hvor flest mennesker hvert år må lade livet som ofre for skuddrab. ”Symptomer på en alt for liberal våbenpolitik”, mener nogle. ”Det er nødvendigt at forsvare sig selv med våben”, opponerer andre.
I april 1999 myrdede to elever, på Columbine High School, 12 elever og en lærer. Med denne blodige massakre som udgangspunkt, følger filmmager Michael Moore et spor tværs over USA. Et spor der fører ham i armene på så kontroversielle mennesker som Marilyn Manson, Charlton Heston og Dirk Clark. Et spor han håber kan give en forklaring på den paranoia og sygelige trang til våbenbesiddelse, som USA tilsyneladende er gennemsyret af indadtil som udadtil.
Indadtil er den overvejende del af den amerikanske befolkning i besiddelse af op til flere skydevåben. Skydevåben der er årsag til op mod 12.000 dødsfald hvert år. Udadtil er USA storleverandør af våben til lande, som de senere i historieforløbet ender med at sønderbombe. Det handler om lande som Sudan, Afghanistan og Irak.
Med sin dybdeborende journalistik formår Michael Moore at tegne et anderledes, rystende og uskønt billede af en nation, der har meget travlt med at overvåge og moralisere over for andre lande på et tidspunkt, hvor de måske hellere skulle rydde op i egen baggård.
Bowling For Columbine er et fremragende stykke journalistisk arbejde. Michael Moore er, som den dybdeborende journalist, eminent i sit arbejde. Hans sarkasme kender ingen grænser, når han samtidig udpensler den dødelige alvor i et land, der kalder sig mulighedernes land. Et mulighedernes land der bl. a. dækker over muligheden for at erhverve sig et håndvåben på 15 minutter.
Moores interviewteknik er opsøgende og kompromisløs. Har han sat sig noget for, skal han nok få det frem på sin egen uortodokse måde. Det virker næsten hver gang. Men det er også en facon, der skaber ligeså mange venner som fjender. Som Moses får Moore i den grad skilt vandene, ved at stikke fingrene ned i det hvepsebo, den amerikanske våbenlov er.
Som den første dokumentarfilm i 46 år vandt Bowling For Columbine en særpris ved sidste års Cannes festival. Og det er yderst velfortjent. For det er en film, der på ingen måde bør undgås. Det er på ingen måde underholdning det her. Det er den skinbarlige sandhed. Det er alvor. Og påvirkningen udebliver heller ikke, med mindre man er gennemført følelseskold og afstumpet. Man forarges og væmmes. Man rystes og forundres. Men vigtigst af alt ser man et billede af USA, der er en hel del anderledes end det billede, nationen selv prøver at tegne via massemedier som NBC og CNN.
Massemediernes tæppebombardementer af den bedste sendetid med mord, død og naturkatastrofer kan være stærkt medvirkende til den menige amerikaners småparanoide adfærdsmønster. Et adfærdsmønster der gør våben til hvermandseje.
Uden at løfte pegefingre, er Bowling For Columbine det kunstige åndedræt, der skal til for at genoplive en amerikansk organisme, der er blevet kvalt af paranoia, egoisme og angsten for det ukendte.
Det er en hudløs ærlig dokumentar, der stiller et livsvigtigt spørgsmål, som må og skal besvares ind en det får endnu flere menneskeliv på samvittigheden. Hvad er der galt med det amerikanske samfund? Men så længe USA, med en skydegal texaner i skikkelse af George W. Bush i spidsen, er mere fokuseret på at forøge USA´s olieressourcer ved at føre krig mod Irak, vil landets tilstand næppe ændres til det bedre. En forværring er desværre mere synlig i horisonten.
Michael Moore har med Bowling Columbine affyret et nødblus på en overskyet himmel. Man kan blot håbe på, at den menige amerikaner ser det i tide.
