Skriv en kommentar
Nå ja, så kom to’eren. Hvilket jo også er meget naturligt da Bridget Jones’ dagbog var en fortjent succes, og den næste i rækken allerede havde et godt bogligt oplæg. Desværre fejler filmen grumt, og i stedet for at grine rynker man panden i forundring.
Den enlige kvinde har sandelig fået sin montre i mediernes udstillingsrum. Der er både Sex and the city, Bridget Jones selvfølgelig og Nynne’s dagbog herhjemme. Kvindehoveder verden rundt sidder og nikker i takt til genkendeligheden og ønskedrømmenes portrætering. Her hører Bridget Jones til den nuttede af slagsen. Det er stueren humor, slet ikke lige så beskidt og erotisk som Sex and the city, og det blev gjort så godt i et’eren, hvor man ikke kunne lade være med at holde af den stakkels kvinde når det gik galt og juble når det så endelig gik godt. For godt det gik det jo sidst. Efter affæren med den sleske Daniel Cleaver (Hugh Grant), fandt Bridget endelig kærligheden i form af den lækre menneskerettighedsadvokat Mark Darcy (Colin Firth). Seks uger inde i forholdet møder vi dem så igen.
Bridgets tidligere usikkerheder er i ikke gået i hi på trods af at hun nu endelig har en kæreste – nærmere tværtimod. For Mark Darcy er godt nok en stivstikker og ikke videre impulsiv, men han er jo også noget så lækker med sit smørede smil, velbyggede krop, overlegne intellekt og velfriserede hår. Bridget derimod er stadig buttet, usikker, klumpet, klodset og en sand mester i at komme ud i pinlige situationer. Derfor driver jalousien hende til at udspionere Mark og hans lækre, tynde kollega Rebecca, som Bridget er helt og aldeles overbevist om han har en affære med. Forholdet mellem Bridget og Mark går til sidst i stykker, efter en pinlig episode til en advokatmiddag og fortvivlet havner hun armene på Daniel Cleaver, der er akkurat lige så slesk som sidst. De er i Thailand på arbejde og på vejen hjem bliver Bridget anholdt for narkosmugling og får i en af filmens sjoveste scener et ophold i thailandsk kvindefængsel. Bridget er ikke bare på randen af fornuft, hun er også på randen af fortvivlelse for hun elsker jo i virkeligheden Mark Darcy, og filmen tager os med på en vanvittig søgen efter kærligheden, og længslen efter en lykkelig slutning.
Det lyder jo som om der er lagt op til den helt store romantiske komedie og et sikkert hit, men nej. Desværre er filmen lidt for tåbelig. Situationerne Bridget roder sig ud i er simpelthen for absurd åndssvage. Et eksempel er, da det forelskede par tager på skiferie og Bridget i en falden-på-halen-agtig farce skrigende på ski suser ned ad bjerget, ind midt i en slalomkonkurrence (som hun vinder) og videre ind på et apotek i en lille tysk bjergby. Det er fuldstændigt tåbeligt hele vejen igennem og der er meget langt mellem grinene, der måske rettere er nogle få træk på smilebåndet. Hvor den første film var lun og humorisktisk er denne farce et kluntet forsøg på at underholde. Renée Zellweger har taget 20 kilo på til rollen, og det klæder hende ikke ligefrem, når de også har valgt at vise hende uden make-up og i forfærdelige kostumer. Hun spiller rollen som den skal spilles og gør det godt, men man har ikke tid til at sætte pris på det, for man sidder hele tiden og undres over hvorfor hun er blevet gjort så grim. Hugh Grant og Colin Firth spiller charmeforladte roller uden karakter, og det virker ærligt talt som om de ikke rigtig gider gøre sig umage. Måske de har fornemmet hvor filmen var på vej hen, og indset at der ikke var noget at gøre. Den omgang makværk stod simpelthen ikke til at redde. Instruktøren hedder Beeban Kidron og han har ikke den store spillefilmserfaring, for det meste har han lavet tv-produktioner, hvilket han måske skulle være blevet ved.
Man har lavet en del om i manuskriptet. Skuespilleren Colin Firth der i omtale omtræder i begge bøgerne spiller jo Mark Darcy. Bog nummer to handler en del om Bridget Jones’ forsøg på at skaffe et interview med Colin Firth i Italien, hvilket jo selvsagt har skabt nogle problemer med filmen. Man har derfor valgt at omskrive handlingen og lade en stor del af den foregå i Thailand, og det gør jo for så vidt ikke noget. For dagbøgerne handler jo først og fremmest om Bridget Jones selv og hendes liv. Men desværre har man overplastret filmen med den ene usandsynlige, urealistiske og irriterende begivenhed efter den anden, der i manuskriptforfatningsprocessen skulle have været krøllet sammen og smidt i skraldespanden. Helen Fielding, forfatteren bag det hele, kan ikke engang selv krumme tæer over ødelæggelsen af hendes udemærkede bog, for hun har selv været med til at skrive skidtet om til film.
Soundtracket til filmen er generelt irriterende. Man har valgt en stakke hits, som partout skal fyres af, og vi får det ene girlpoweromkvæd efter det andet fulgt op ad grædende violiner og svulstige ballader. Det er alt for meget.
Vi kunne allesammen lide Bridget Jones dengang hun skrev sin første dagbog. Der var hun sød, charmerende, buttet og kikset ja, men det var til at holde ud og til at grine af. Nu er Bridget Jones simpelthen bare kikset og man kan ikke holde ud hverken at se eller høre på hende. Lad os håbe hun lader pennen ligge fremover.
