Mange fans troede sikkert, det var hele var overstået tilbage i 2016. Den elskede og sjove Bridget havde fået en skøn baby og blevet gift med sit livs kærlighed i ”Bridget Jones Baby”, men alligevel var det ikke helt over med den kærlige Bridget og hendes kaotiske liv. Denne gang er fortællingen dog meget personligt og baseret på forfatterens virkelige liv. Derfor kan man regne med en lidt anderledes fortælling denne omgang – men det er dog stadig Bridget!
Bridget ( Renée Zellweger) bor alene sammen med sine to børn. Hendes elskede mand Mark Darcy ( Colin Firth) blev dræbt på en humanitær mission i Sudan, og Bridget har været enke i 4 år. Hendes vennekreds synes dog, hun skal begynde at leve lidt igen, og derfor bliver deres investeret i dating-apps, unge fyre og diverse pinlige situationer. Imens Bridget og hendes børn forsøger at komme sig over tabet af deres kære Mark Darcy.
Renée Zellweger vil i manges øjne altid være kendt som Bridget Jones. Også selvom der igennem årene har været kritik af hendes udseende, så er Zellweger stadig tilbage i topform som den folkekære, britiske heltinde. Hun spiller simpelthen Bridget med så meget charme, humor og sympati. Også tilbage denne gang er den skønne Hugh Grant og deres endeløse kemi er ikke til at tage fejl af. Grant er bestemt en kæmpe gevinst for denne produktion, og det er herligt at se ham tilbage med den sleske, morsomme og lidt ældre Daniel Cleaver.
Igennem filmen kan man tydeligt mærke fraværet af Mark Darcy, da Bridget og Mark var det perfekte par i den romantiske komedie historie. Han er også savnet, men til gengæld giver Bridgets nye bejlere også god energi. Og de er med til at forme Bridget og give hende gejsten og glæden ved livet tilbage på en meget fornuftig måde. Det bliver hverken for sukkersødt eller for alvorligt, hvilket også er perfekt for Bridget.
Selvom historien muligvis ikke er lige så stærk og charmerende som de andre film, så har filmen fortsat masser af hjerte at byde på. Alle i filmen er blevet ældre, og naturligvis kan man ikke skabe en ungdommelig og kaotisk fortælling som tidligere. Dog ændrer det ikke noget ved, at Bridget stadig er Bridget – blot i en mere voksen og moden udgave, og det er fantastisk at se. Og de har fået alle de velkendte ansigter tilbage i det afsluttende kapitel, som gør hele filmen værd at se.
”Bridget Jones: Vild med Ham” er et charmerende, humoristisk og rørende afsluttende kapitel på en meget vellykket franchise. Renée Zellweger er stadig perfekt som Bridget og Hugh Grant comeback gør filmen endnu bedre. Fortællingen er ikke så skarp som de andre film, men filmen formår stadig at slutte af på en fornuftig og tilfredsstillende måde. Bridget er stadig og vil altid forblive Bridget!