Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den ikke uden grund fejrede amerikanske dramatiker Neil Simons komedie ”Brighton Beach Memoirs” foreligger her i instruktøren Gene Saks´ adaption fra -86 til det mere eller mindre brede lærred. Og som undertegnede skrev, da samme Simons "Lost in Yonkers" blev udgivet herhjemme i 2002, kan teater godt være god film, når den veloplagte dialog og de gode skuespilpræstationer indfanges, som om man sidder på scenen. Og det er også tilfældet dennegang.
Som det var tilfældet med ”Lost in Yonkers” er der tale om et selvbiografisk stykke. Pubertetsknægten Eugene, lever sammen med sin far, mor, storebror, sin tante og hendes to døtre. Stedet er New York, nærmere bestemt Brighton Beach i slutningen af 30-erne. Som så ofte før hos Simon, er det et stykke om en jødiske familie i et miljø præget af fattigdom men også meget stor varme familiemedlemmerne imellem.
Langt hen ad vejen er filmen en miljøskildring, hvor plotpunkterne udgøres af de sorger (arbejdsløshed) og glæder (den spirende seksualitet) der mere eller mindre vellykket udfoldes og klares i familiens skød. Vi følger den skrappe mor Kate (Blythe Danner) der skarpt overvåger familien ikke mindst den pubertære hovedperson; den bløde, hårdtarbejde far Jack (Bob Dishy); storebroderen Stanley (Brian Drillinger) der søger retfærdighed på sit arbejde og som er lillebrorens ”ekspert” udi seksualitetens glæder; tanten og enken Blanche (Judith Ivey), der længes efter eget hjem og ny mand; enkens store datter, Eugenes kusine Nora (Lisa Waltz) der forsøger at frigøre sig fra sin ”ukærlige” moder; og den lille kusine Laurie (Stacey Glick) der ”klogt” overværer alt siddende, fordi hun har ”astma”. Og endelig følger vi selvfølgelig hovedpersonen, Jerome (Jonathan Silverman) der gerne henvender sig direkte til kameraet/publikum for at forklare sine drømme om at blive forfatter og at forstå seksualiteten – og ja i det hele taget forklarer, hvorfor resten af familien siger og handler som den gør.
Filmen er ikke stor hverken som film eller teaterstykke, om jeg så må sige. Men det er en lyst at opleve forholdsvis ukendte skuespillere udfolde sig med stort talent i den simonske tekst. Neil Simon formår ganske utvungent at fastholde komediens lethed og samtidig, ikke mindst hen mod slutningen, at lægge den tæt op af dramaet. Man overbevises om, at det vittterligt kunne/kan lade sig gøre at overleve en kold tid – og ikke mindst familien - med varmen mellem mennesker i behold. Og mon ikke den varme grundlagde Simons fine forfatterskab.
DVD-en har intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal Pictures.
