Skriv en kommentar
”My name is Charles Bronson and all my life i wanted to be famous”, sådan lyder den første sætning i Nicolas Winding Refns nyeste film ’Bronson’, der handler om Englands mest berømte straffefange. Filmen er løst baseret på en sand historie, og handler om Michael Peterson aka Charles Bronson; Petersons alter ego.
Filmen bliver fortalt af Bronson selv, enten fra et tomt sort rum, eller fra et teater foran et fiktivt publikum. Gennem hans fortælling får vi et indblik i hans liv både før og efter hans transformation til Bronson.
Han er barn af pæne forældre, men allerede fra en tidlig alder opfører han sig brutalt. Da han er blevet ældre, røver han en bank, hvilket giver ham et lille udbytte til gengæld for syv år i fængsel.
For Bronson er livet i fængslet ikke en dårlig situation, men i stedet en mulighed; en mulighed for at blive berømt. Berømmelsen kommer på baggrund af hans voldelige opførsel, især mod fængselsvagterne, hvilket gør ham til et kendt og fejret ansigt blandt fængslets fanger.
Bronson slipper dog ikke af sted med sine handlinger, og bliver flyttet rundt mellem forskellige institutioner. Men hvad enten han er i et fængsel, på et psykiatrisk hospital eller en fri mand, fortsætter han livet som en fighter.
Jo længere ind i filmen vi kommer, jo mere tager hans alter ego over. Brutaliteten bliver dog hele filmen igennem behandlet med en magisk realisme.
Filmen igennem er man distanceret fra handlingen. Man kommer ikke nærmere Bronson end det fiktive publikum, der ser hans performance i teatret. Bronsons brutalitet skildres på afstand; gennem flotte shots, visuelle finurligheder, komisk musik eller Bronsons egen udførelse.
Filmen ligger mere vægt på karakter end plot. Dette forhindrer dog ikke en i at blive draget ind i det magisk realistiske univers, der tilbydes; stærkt hjulpet af en fantastisk præstation af Tom Hardy, der spiller Bronson. På trods af Bronsons absurde adfærd er han filmen igennem en utrolig tiltalende karakter.
Refn har gjort et imponerende instruktionsarbejde og skabt et sammenhængende, om end absurd univers.
Før filmens sidste voldsakt ender filmen mere absurd og metaforisk end hidtil. Men inden filmen lukker en ude, bliver man kastet fra magien tilbage til realismen.
