Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Historien kender vi fra Susanne Biers Brødre, som var et af de helt store samtaleemner, da den var aktuel herhjemme. Nu er dirigentstokken lagt i hænderne på irske Jim Sheridan, som ikke er specielt produktiv, men derimod meget omhyggelig med klassiske værker som My Left Foot, In The Name Of The Father og In America. Amerikaniseringen af Brødre er faktisk gået meget godt, selvom man ofte frygter det værste, når succes'er skal igennem slusen for at ramme et bredere publikum.
Historien hurtigt ridset op, omhandler Sam Cahill, kaptajn i hæren, på mission i Afghanistan. Hans helikopter bliver skudt ned, og hans lig bliver aldrig fundet. Hjemme går hans kone Grace, og modtager den frygtelige besked om at Sam er dræbt i tjeneste. Samtidig er Sams bror Tommy, netop frigivet fra et fængselsophold og han vender hjem til familien Cahill, som skampletten kontra sin afdøde bror. De to brødres far, lader ikke Tommy uvidende om at han i farens øjne er mindre værd. I et forsøg på at komme på ret køl og vise interesse for de efterladte, indleder Tommy en rolle hos Sams kone og 2 døtre som en slags besøgsven og langsomt bliver hans besøg oftere og oftere. Tommy passer ligesom ind i tomrummet og sorgen synes at blive tålelig via Tommys støtte. Lige indtil det lykkelige sker, nemlig at Sams kone modtager meldingen om at Sam er i live og på vej tilbage til USA. Men Sams sind er af en helt anden karakter, efter rædslerne bag fjendens linjer.
Sam spilles af Tobey Maguire (Spiderman, Æblemostreglementet, Seabiscuit), mens brormand leveres af Jake Gyllenhaal (Brokeback Mountain, The Day After Tomorrow). Mellem de to står Sams kone, spillet af Natalie Portman (Star Wars, Leon, My Blueberry Nights), mens den bryske far får masser af karakter fra Sam Shepard. Der for uden er der en lille bi-rolle til Carey Mulligan som flere og flere nok har fået øje på gennem et andet dansk link, nemlig Lone Scherfigs An Education.
Historien hænger fint sammen og der er ikke fjernet eller ændret vigtige passager for at lefle for et mere vanedannet publikum. Det i sig selv er en sejr. Men omvendt var der en helt speciel nerve mellem Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas i originalen, som hverken Gyllenhaal og Maguire får frem her. Intensiteten er lige en oktav lavere end i vores egen version, men handlingen og fremdriften forekommer fortræffeligt troværdigt. Og er man først der, så er man langt. Derfor er endnu en omgang Brødre absolut et seværdigt resultat. Specielt scenerne, hvor det tydeligvis er ved at slå klik for Sam efter hjemkomsten, hvor han ender med at være tæt på komplet fremmed over for sine egne børn.
Jim Sheridans udgave Brothers modtog 2 Golden Globe-nomineringer, men desværre for ham – og indirekte for dansk filmkunst – ingen statuetter.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Midget Entertainment .
