I løbet af de sidste ti dage, fra den 17. til den 27., har københavnerne strømmet til biograferne for at se film for 15 kr på en af Danmarks mest populære filmfestivaler. Buster har som vanlig budt på film for alle aldre og fra alle lande - film der handler om, henvender sig til eller ligefrem er lavet af børn og teenagere.
Festivalen blev sparket i gang med åbningsgalla i Palads den 17., hvor Anders Morgenthalers nye animationsfilm ”Æblet og ormen” havde premiere. Så var der ellers lagt op til ti dage med filmperler og events, der blev rundet af med prisuddelingen i fredags. Her skulle børnejuryen, ungdomsjuryen og kort- og dokumentarfilmsjuryen bedømme det spændende udvalg.
Den tyske ”Die Perlmutterfarbe”, om en kamp mellem to parallelklasser i 1931, vandt for bedste børnefilm. Bedste ungdomsfilm blev det amerikanske independent-drama ”My Suicide”, om en dreng der annoncerer at han vil dække sit eget selvmord på film. Og så fik vi to danske vindere af kort- og dokumentarfilmspriserne, hhv ”Anna” og ”12 toner ned”. Den danske ”Superbror” vandt Politikens publikumspris.
En mindst ligeså spændende begivenhed på Buster var Oregon, en filmkonkurrence for unge danske filmskabere under 20 år. 15-årige Anne Sofie Holst vandt både HUMAC-16 publikumsprisen og Fine & Mellow-prisen med ”Luft under vingerne”, om en ung pige med drømme om at blive sanger. Laura Billelund Dehlbæk vandt Filmgearprisen med ”Uden titel”. I kategorien ’under 20’ vandt Mads Mengel den eftertragtede Branchepris, som giver ham støtte til fremtidig filmproduktion. Hans vinderfilm var ”Amanda” om to søstre, der opdager, at deres mor er prostitueret.
Men hvad var der ellers af spændende film på programmet? Blandt børnefilmene var jeg især imponeret af den svenske ”I et speil, i en gåte” instrueret af danske Jesper W. Nielsen. Filmen er baseret på romanen af Jostein Gaarder (’Sofies Verden’) og er fuld af forfatterens filosofiske og teologiske finurligheder. Men det er også et grundlæggende rørende billede af en kræftsyg piges møde med den første forelskelse, med en engel og med døden. En film, der kan underholde og fortrylle både børn og voksne med smuk, sanselig billedpoesi. Liv Ullmanns altid suveræne tilstedeværelse som pigens bedstemor er som en ekstra bonus ved det hele.
Den franske børnefilm ”Stella” var også en positiv overraskelse, men måske en film der henvender sig mest til voksne. Det er en episodisk, løs fortælling om instruktørens egen opvækst i 70’ernes Paris, hvor hun boede i forældrenes café og klarede sig dårligt i skolen, men alligevel fandt styrke i litteratur og venskaber med andre piger. Efter filmen kom instruktøren og hendes søn, der spiller en lille rolle i filmen, og besvarede (lidt fjollede) spørgsmål fra skoleklasserne i salen. (Børnene virkede fascinerede af, at instruktøren virkelig havde oplevet alt det, man ser i filmen.)
Og så var der selvfølgelig den fransk-canadiske ”Det er ikke mig… jeg sværger”, der også snart går normalt i danske biografer, hvis man missede den på Buster. Og den bør ikke misses. For det er en fantastisk sjov, underholdende og bramfri film, om en dreng, der roder sig ud i indbrud, hærværk, selvmordsforsøg (!) og den første forelskelse, mens han savner sin lidt skøre kunstner-mor, som er skredet og taget til Grækenland. Filmen kørte også på CPH:PIX i april, hvor den vandt Politikens publikumspris.
Blandt ungdomsfilmene var der den australske ”Beautiful”, en solbeskinnet forstadsthriller, der skæver i retning af Donnie Darko, American Beauty og Blue Velvet uden nogensinde at nå op på siden af dem. Filmen er lækkert fotograferet og starter interessant, men falder pladask på røven i et fladt, forvirrende og formålsløst klimaks.
En vellykket ungdomsfilm på festivalen var f.eks. det stille amerikanske indie-drama ”The Exploding Girl”, om en epileptisk pige, der må passe på ikke at blive for følelsesmæssigt ophidset. Det er svært, når man er forelsket i sin bedste ven, men bare ikke er sikker på, om følelserne er gengældt. Filmen har sin helt egen balance og harmoni, der minder om asiatiske instruktører såsom taiwanesiske Hou Hsiao-Hsien. Det er en langsom, men smuk oplevelse, der vil være kedelig for nogle og et lille film-mirakel for andre.
Alt i alt var Buster 2009 en suveræn festival, og som altid står man bare bagefter og ville ønske, man havde kunnet nå at se det hele. Men hvis man har fået blod på tanden for filmfestivaler, så kommer der her i oktober Gay and Lesbian Film Festival, og i november den store CPH:DOX dokumentar-festival. Buster 2009 beviste i hvert fald endnu en gang, at børne- og ungdomsfilm kan være sjove, spændende og overraskende modne.
