Så er Busterfilmfestivalen kommet godt i gang. I mandags var der åbning på den femte Busterfestival i København, og siden tirsdag har børn, unge kunnet opleve det festivalleder Ane Skak ved åbningen kaldte anderledes film, der måske ellers ikke ville have nået danske biografsale. Og tager man et hurtigt kik ned igennem festivalprogrammet og læser lidt om de enkelte film, tegner der sig et billede af meget forskellige film fra mange lande. Filmfestivalen blev således åbnet på behørig festlig vis, og den røde løber var rullet ud for projektor Prinsesse Alexandra, der også sidste år beærede festivalen med et lignende besøg. Til Gallapremieren vistes den franske tegnefilm ”Frøernes spådom”, der i øvrigt kommer ud i udvalgte danske biografer d. 17 (du vil d. 17 kunne finde min anmeldelse af filmen her på portalen). Filmen er en charmerende fabulerende fortælling skåret over den klassiske fortælling om syndfloden og Noahs ark. Jeg mødte manden bag filmen Jacques-Rémy Girerd og spurgte ham bl.a. om, hvordan det var at se filmen med danske stemmer foran en fyldt Bustersal i Palads. Girerd havde en meget fin oplevelse af det, for som han selv siger, sad han midt i salen og var både stolt og glad for en god modtagelse af et taknemmeligt publikum. I det hele taget er Girerd, der har været 6 år om at lave filmen, glad for at være på Buster filmfestival. Det er en enestående mulighed for at møde andre branchefolk og se en masse børn, der nyder at se film. Girerd betoner ligesom Ane Skak det egenartede, således har han lagt vægt på at skabe sin helt egen tegnestil, der hverken ligner Disney eller de japanske manga tegnefilm. Og filmen udmærker sig netop ved at være lidt anderledes og skæv samtidigt med, at det er en bred film, som Girerd gerne ser hele familien går ind og ser. Han vil gerne tematisere nogle emner, som børn kan få noget ud af, men som det er med de fleste film på Buster, får man som lidt mere moden filmseere også en masse ud af filmene. Det gode ved en filmfestival som Buster er netop, at de lidt anderledes og mindre film får en chance for at blive vist for et større publikum, der kan glæde sig over at gå i biografen for en flad tier. I går så jeg bl.a. den spanske film ”4th floor”, der handler om en gruppe drenge, der er indlagt på et hospitals fjerde sal, hvor kræftpatienter befinder sig. Efter jeres udsendte havde fået to vingummier i nakken allerede inden, filmen var startet, var hans skepsis stor overfor, om børnene ville få noget ud af historien. Det faktum, at filmen ydermere er spansksproget og kun har engelske undertekster, lagde også optimismen på et meget lille sted. En tolk med et lille lys i venstre hjørne af salen skulle derfor agere fortællerstemme. Overraskende nok fungerede denne form fint, og børnene begyndte at tie, gyse og grine på de ’rigtige’ steder. Filmens glimrende blanding af humor og seriøsitet ramte vist alligevel godt ned i de vingummikastende vandaler. Så jeg gik alligevel ud af salen med en følelse af, at i hvert fald denne film var god at se for børnene og for mig selv.
Det kan være svært at skelne mellem ungdoms- og børnefilm, men Buster har alligevel gjort forsøget i år. Derfor er der i år både en børnefilmskonkurrence, hvor en børnejury finder deres foretrukne film, og en ungdomsjury der i ungdomsfilmkonkurrencen vælger den bedste ungdomsfilm. Begge konkurrencer har spændende film på programmet og det er svært at udpege direkte favoritter til årets priser. I børnefilmskonkurrence er bl.a. ”Frøernes spådom” og ”4th floor” med, men også den sydafrikanske ”The Wooden Camera” og den anderledes fremragende og stærke russiske film ”The Return” er gode bud på en vinder. Mere let bliver valget i ungdomsfilmkonkurrencen ikke, her konkurrerer Gus Van Sants film om Columbinemassakren ”Elephant”, der jo vandt i Cannes med tre nye nordiske film, en israelsk, en finsk og en australsk film. I går så jeg den australske ”Somersault”, der var et godt eksempel på en ret barsk ungdomsfilm, der ligesom ”Elephant” ligger tæt på at være mere en kunstorienteret voksenfilm frem for en klassisk ungdomsfilm (spørg mig så ikke, hvad det er). Men de handler i hvert fald begge om aldersgruppen, og det er jo netop festivalledelsens ide, at målgrupperne skal ind og se anderledes film, der udfordrer dem mere end de rene underholdningsfilm.
Og det er et ædelt og godt formål, og kan det give mig færre vingummier i baghovedet, når jeg ser film, er jeg udelt begejstret. I hvert fald er det et meget flot program spækket med glimrende film, som skal ses og reflekteres over. At dansk films repræsentation ved festivalen så virker noget pauver i år, gør ikke så meget. I Baghovedet sidder stadigvæk ”Bagland”, og hvis børn og unge ser film som dem, der er på programmet i år, skal de nok blive fascineret nok til selv at søge videre. Hvem ved, måske var det en ny anarkistisk Lars Von Trier, der i går tyrede en vingummi ind i jeres udsendtes baghoved.
