Bevæbnet med spørgsmål. Neutraliseret efter 5 minutter. Sådan startede dagens pressemøde i hjertet af Odense, hvor et ældre hus med altan har til opgave at ligne en del af et boligkvarter i Brønshøj. På altanen gemmer sig en lille rødhåret dreng, som elsker at trylle. Ham vender vi tilbage til.
Klokken 10.30 blev der trykket på startknappen. Den samlede presse blev budt velkommen af producenter, filmdirektører og andet godtfolk i forbindelse med de forholdsvis nyligt påbegyndte optagelser til 2020-versionen af Busters Verden. Vi kører lige nu på tredje uge af otte, og spørgsmålet om Corona er et forstyrrende element i forhold til tidsplan og scener, der skal i kassen, bliver allerede i instruktør Martin Miehe-Renards intro besvaret. Det lader ganske enkelt til at køre på skinner. Det samme gælder det spørgsmål som alle fremmødt journalister har på blokken her til formiddag. ”Hvordan pokker tør du give dig i kast med at pille ved en udødelig børneklassiker fra 1984”? Miehe-Renard ved at det helt sikkert nærmest er paragraf 1, og derfor sætter han selv ord på inden en eneste skriverkarl vover sig i den retning. Miehe-Renard mener først og fremmest at der altid er plads til en god historie, og netop det er Buster jo. Og så fortæller han at Bjarne Reuters forlæg er langt mere aktuelt her og nu, end det nok nogensinde kunne have været forudset: ”Filmens tema er jo livskunst”. ”Det handler om evnen til at leve livet hvor man er, og som den man er”. Samtidig beskriver Miehe-Renard at manuskriptet er friskt fra fad, og ikke som sådan læner sig op ad den gamle film. ”Den kommer til at være hyggelig, varm og kærlig”. Tilmed er der castet en noget yngre Buster (Manfred Weber), så der ikke er det store sammenligningsgrundlag kontra Mads Bugge Andersen. Og til syvende og sidst fortæller Martin Miehe-Renard at han (som instruktør) er vant til at stille sig på øretævernes holdeplads, hvis det absolut skulle komme til kritiske røster og, på sigt, dårlige anmeldelser.
Han frygter det vitterligt ikke. En del af forklaringen skal nok findes i hans lange karriere som instruktør af børne/familie-produktioner. Rutinen er stor og hans cv taler for sig selv. Uden ham var der eksempelvis ingen Pyrus, for den livlige nisse er opfundet af netop Martin Miehe-Renard. Ja, i det hele taget han i manges optik uomtvisteligt forbundet med tv-julekalendre, hvor også Jul På Kronborg, Cirkus Julius og Skibet I Skilteskoven har haft ham bag kameraet. Manuskriptet til Jul På Slottet har han naturligvis også stået for. Det med at have røven i klaskehøjde har han helt ret i at modet rækker til. Han har haft fingre i tre af de seneste udgaver af Min Søsters Børn og de tre nyeste Far Til Fire-flm. Filmserier, som slagtes af anmelderne, men som børnefamilier flokkes om. Han har dog også taget sig af ikke-børneudgivelser i form af Hjem Til Fem og Skjulte Spor, så det er altså ikke fordi han kun kan agere skærmens hyggeonkel for børn og småkravl.
Som instruktør-assistent har Miehe-Renard en velkendt fyr, som man dog primært kender fra en anden branche. Sangeren Joey Moe har kastet sig over filmbranchen som det nuværende foretrukne scenario, og faktisk har Moe da også en lille rolle i filmen. Musikken er dog ikke mere sluppet, end at han skriver en ny titelsang til denne omgang Busters Verden. Dermed kan der streges endnu et spørgsmål fra blokken, om hvorvidt Nannas klassiske ”Buster” skulle udsættes for en anden stemme eller helt og holdent overføres. På rollelisten finder vi også Magnus Millang (Selvhenter, Danish Dynamite) som skal spille Busters far. Det gør han overfor Ibi Støving (nu Makienok), der nok mere huskes som tv-vært på diverse programmer end decideret skuespiller. Gode gamle Henning Jensen (Krøniken, Riget, Forbrydelsen, Kollision, Kandidaten) finder også vej, mens der også er lokalt fynsk blod i form af Natali Vallespir (Livvagterne, Bedrag). Ja, og så er der jo Buster. Rollen er tilfaldet Manfred Weber, som er en lille fyr, som netop er startet i 5. klasse. Han har set den gamle Buster-film mange gange for at få et billede af hvem ham Buster egentlig er. Og Buster minder ikke ret meget om den civile Manfred, selvom han faktisk har lært at trylle. I hvert fald en lille smule afslører han. Hvordan det går med at være skuespiller har han ikke svært ved at svare på: ”Det er hårdt, men også sjovt”. Selvom han for tiden ikke er at finde på skolebænken sammen med sine klassekammerater, så slipper han ikke for lektier. Dem skal der også findes tid til undervejs i forløbet. Han virker dog i god balance, og stiller gerne op til foto og spørgsmål fra den hungrende flok, men finder også tid til at klatre lidt rundt på en legeplads i en park tæt ved den lokation, som skal forestille at være det hus han som Buster bor i. Det bliver også til lidt ”sten, saks, papir” med de to piger, som spiller henholdsvis lillesøster Ingeborg og den store forelskelse Joanna.
Pressens besøg i Odense slutter af ”on location”, hvor vi overværer optagelserne til den scene, hvor Buster ser Joanna for første gang. Joanna og Joannas mor flytter ind på Rosenvej, og støder ved den lejlighed ind i Busters far. Joannas opmærksomhed rettes dog mod et tryllekort, som daler ned fra himlen og lander på asfalten foran hende. Hun kigger op mod en altan, hvor en lille rødhåret hårtop stikker op fra altankanten. Buster har netop set verdens smukkeste pige og genert forsøgt at krybe i skjul. Martin Miehe-Renard endevender scenen og mestrer at instruere både børn og voksne på en tydelig og indlevende måde. Han ved hvad han vil have, og ingen betvivler efterfølgende at han også får det. Rutinerede kameraførere, lyssættere og teknikere blander sig gerne for at optimere situationen, ganske som Millang, Moe og Vallespir kommer med forslag til hvordan replikkerne kan nuanceres endnu bedre til at passe til sammenhængen. Der er en skøn og naturlig samhørighed blandt alle aktører, og det er tydeligt at de er et fasttømret team ud i kunsten at gøre Busters Verden anno 2020 til en god film. Det færdige resultat forventes at kunne præsenteres i de danske biografer 17. juni 2021.
