Skriv en kommentar
Katrin Ottarsdóttir har med Bye bye blue bird bedrevet en road movie på Færøerne. En film om to tossede tøser, fugleskræmsler, som en dansker i filmen kalder dem. Tøserne tager fra det store udland tilbage til Færøerne for at se fortiden i øjnene. En rejse der synes dømt til kun at bringe ulykke.
Tossede tøser, fugleskræmsler, usikre unge kvinder, der leder efter tilhørsforhold, ja det er jo alt efter behag og sikkert også alder, om man er mand eller kvinde, og hvor man kommer fra osv., hvad man synes om filmens to dejlige, sprælske tøser, Rannvá og Barda. Klædt i outreret parisermode, den ene med sort hår og sort læbestift, den anden med rødt hår og to dådyrknolde stikkende ud af hovedet. Det er slet ikke pointen. Men det er noget, man umiddelbart ser, hæfter sig ved. Filmen viser her med al tydelighed, at de fleste af os indledningsvis altid er tilbøjelige til at se indgående på det egentligt uvæsentlige ved folk.
Rannvá og Bardas brug af fremmedsprog i starten af filmen røber for os, at de har haft ophold rundt omkring i den vide verden. Men deres rod er Færøerne. Rygterne om deres ankomst i de for færingerne så uvante gevandter løber om kap med lyset selv.
De møder den ret tavse Rúni med den blå bil. En sart skikkelse, denne Rúni, der ikke lader sig kue af de øvrige færingers hån og spot på grund af nogle afslørende udtalelser, han er kommet med i det lille, lukkede samfund. Da Rannvá af gode årsager endnu ikke er klar til at møde sine forældre, siger Rúni blot: ”Jeg har en del ærinder. Så du kan vente lidt.” Og så kører de ellers derudaf. Med noget nærværende anmelder holder af: Skift i hastigheden på filmen, så bilen pludselig accelererer voldsomt. Det passer de færøske veje fint, fungerer godt. Katrin har styr på midlerne.
Vi kommer vidt omkring. Og godt omkring. Omkring Færøerne. Omkring fuglene...
Omkring symbolerne. De kristne, og trygge, de frie og de forrykte. Omkring vaner og traditioner og ævl fra stagnerede koner, omkring det at bryde løs, tage sin sjæl og sin tøs og sprænge ud hvor ingen er sprungen ud før.
Omkring dans som Tarantino ikke kunne have fotofilmet dansistisk bedre, forstået således at dansescenerne kommer omtrent på højde med samme i Pulp Fiction fra 1994. Og det er ikke så lidt.
Vi kommer omkring de hemmeligheder og fortielser, der udgør brændstoffet for kvindernes opgør med fortiden og hinanden. Kvinderne er som afhængige af hinanden, som nødvendige for hinanden men også det gøres der op med i løbet af filmen. Den psykologiske udvikling er en nødvendig del af fortællingen, og det endelige opgør er meget rørende og slutningen befriende atypisk for en road movie.
Instruktøren Katrin har udtalt, at hun ville have et orgie af farver, se Færøerne med gæstens blik, tage sig de friheder hun kan, fordi hun ikke bor der længere og så ellers skitsere et sted der i grunden kunne have været hvor som helst. Katrin er lykkes. Bye bye bluebird er bestemt en seværdig film, selvom den er blevet distributionsmæssigt underkendt i Danmark.
