Skriv en kommentar
Hvordan laver man en socialrealistisk film? Robert Guediguian, instruktøren af Byen Er Stille, syntes sikkert selv, at han havde opskriften klar.
Man finder en usædvanlig grim, enlig mor, der arbejder på havnen og bliver nødt til at prostituere sig for at købe heroin til sin junkie-datter. Derefter tilføjer man en ægtemand, der er arbejdsløs, stemmer på det yderste højre og tyer til flasken. Man mixer så en masse grimme billeder af narko-sprøjter, rystende junkier og grimme havnefacader i blandingen. Så er den film lavet, har Robert Guediguian sikkert tænkt og sprøjtet sit makværk på et lærred og håbet, at folk købte den.
Og det faktum at denne elendige film er blevet købt af danske distributører tyder på, at den franske instruktør faktisk har haft held til at narre nogle filmfolk fra nær og fjern. Disse mennesker har sikkert været af den opfattelse, at Byen Er Stille viser bagsiden af de franske havnebyer med deres etniske splittelse, arbejdsløshed og manglende solidaritet. Man har åbenbart fuldstændig valgt at overse, at filmen er fyldt til bristepunktet med tåbelige klichéer, at både plot og historie er en stor gang rod, og at skuespillet er usædvanlig talentløst.
Selvfølgelig skal den sorte Abderramane, der får en affære med sin gamle musiklærer, være et utrolig godt menneske, der forsøger at skabe harmoni mellem sorte og hvide i samfundet. Og han, der i sin sparsomme fritid begribeligvis arbejder med og danser for handicappede børn, bliver naturligvis skudt af en frustreret ældre hvid mand, der er ude at sætte racistiske plakater op i byen. Hvorfor han bliver skudt, får vi ikke rigtigt at vide. Det har instruktøren ikke ønsket at indvi os i. Men den stakkels indvandrer blev dræbt af en ond hvid mand – og kan vi da ikke alle sammen bare leve sammen i fred og foredragelighed? Det er lige før, at man forventer en finne dukke op med en kniv i filmen.
Og midt i alt den elendige socialrealisme dukker en lejemorder gudhjælpemig op – og så er det, man skal rejse sig op fra sin plads og gå ud til lugen og kræve sine penge tilbage. Hvis man altså ikke er anmelder. Fordi magen til rod, uopfindsomhed, mangel på stilsikkerhed og subtilitet skal man lede længe efter, og hvis der er nogen retfærdighed til, er Byen Er Stille den sidste film, Robert Guediguian kommer til at lave.
Hvordan man kan importere denne bunke affald og ikke købe John Sayles´ The Sunshine State (2002) hjem til Danmark er ganske enkelt uforståeligt. Man har åbenbart valgt at gøre det politisk korrekte og købe en fransk socialrealistisk film – i mangel af en ordentlig film om klasseskellet som f. eks. La Haine (Mathieu Kassovitz, 1995).
Ingen tvivl om, at Byen Er Stille er et forsøg på at gå britiske Mike Leigh og Ken Loach i bedene. Det er blevet til en forfærdelig og talentløs film, som I derude ikke kan komme langt nok væk fra. Stol på mig.
