Skriv en kommentar
Instruktøren Helle Hansen har brugt 6 år på at stykke dokumentarfilmen ”BZ” sammen.
Det er 6 år givet godt ud, for filmen afdækker et unikt og vedkommende stykke Danmarkshistorie.
Et stykke Danmarkshistorie, der kun er 20 år gammelt, men lige så godt kunne være foregået i en helt anden tidsalder, så fjern kan den virke i dag, trods ungdommen stadig gør oprør. Men ikke i så udpræget grad, som i tiden med BZ-bevægelsen.
Helle Hansen har valgt en håndfuld historiefortællere til at formidle sit budskab. Og dem har hun valgt med sikker hånd, for de beretter levende, engageret og med et smil på læben. Men vigtigst er de troværdige og både BZ´ere og politiet er repræsenteret, hvilket giver mulighed for at begge fronter får belyst historien fra deres side. Filmen er udover interviews med de 3 BZ´ere, (Gyda Heding, Mogens Volden og Martin Sundbøll), den tidligere chefpolitiinspektør (Einer Lind) bygget omkring stillbilleder, nyhedsindslag (også lidt klip fra sportens verden bliver det til) og optagelser foretaget af både politiet og BZ-bevægelsen. Så der er researchet godt og grundigt, og i de 72 minutter, filmen varer, er man fanget i den velfortalte, godt klippede og spændende film.
Man lever med, når vi præsenteres for Weidekamps stive maske, Ole Thisted 20 år yngre, og idealistiske tanker om at forbedre ens verden og sætte sig uden for de faste rammer, traditionel tænkning kan tilbyde.
BZ-bevægelsen startede som en protest over Københavns Kommunes saneringspolitik og manglende tilbud til ungdommen, og blev en vedvarende protest gennem mange år, før tiden tands ligesom fik bugt med oprøret. Undervejs blev det til at hav af demonstrationer, besatte ejendomme og skæve aktioner, som f.eks. indtrængen på fhv. overborgmester Egon Weidekamps kontor på rådhuset i København. Medlemmernes indgang til BZ-bevægelsen er vidt forskellig, men de tre ex-BZ´er-fortællere i filmen har alle det til fælles, at de brændende ønskede at ændre deres tilværelse, og tog sagen i egen hånd, for at gøre noget ved det. Ønsket om en utraditionel levevej med kollektive boformer og respekt for den enkelte var ikke kun en munter tanke undfanget blandt andre fikse ideer – for som det udtrykkes, så var man klar over, at kampen mod det etablerede samfund kunne få konsekvenser – og at man var villig til at tage denne konsekvens, også selvom det betød 2-3 år i fængsel.
Undervejs i BZ-bevægelsens historie optrappes konflikten og kampen mod ”Weide” og bureaukratiet udmønter sig i gadekampe mod politiet, med barrikader, tåregas og molotov
cocktails. Stemningen bliver mere indædt, mens hele Danmark følger slagets gang fra kanten af sofaerne.
Særligt stærkt bliver det, når nutidens fortæller lytter til sig selv – en stemme fra 20 år siden – og der vises ingen tegn på, at der på nogen måde fortrydes en eneste sætning eller handling.
Filmen viser den lidt absurde begyndelse til enden, hvor det nuværende Ungdomshus bliver overleveret af Weidekamp – trods det, at det har kostet nedrivningen af adskillige bygninger for at nå dertil og tilsyneladende intet ønske om at mødes med modparten. Dog må man beundre ”Weides” mod, da han træder ind i Ungdomshuset - løvens hule – og overrækker huset til modstanderne
Før den endelige kamp om huset i Ryesgade skal stå - med kæmpe mængder af politi bevæbnet med kraner, lastbiler og helikoptere på den ene side, og en BZ-bevægelse i splittelse på den anden, vælger BZ´erne en elegant løsning med at stikke af via en tunnel gravet under jorden, og herefter går bevægelsen nærmest til grunde, selvom ungdomsoprøret lever endnu.
Helle Hansen har dokumenteret dette på bedste vis. Enestående billeder fra politiet ser dagens lys, eminente fortællere præsenterer deres historie hudløst og medrivende – så man oplever eller genoplever en speciel epoke, der ikke før er filmatiseret på denne vis. Det er sikkert ikke sidste gang, at vi kommer til at få BZ-bevægelsen sat op på det store lærred, men det er svært at forestille sig det bedre, end Helle Hansen o
