Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Her i år 2006 må det vel efterhånden siges at være lidt forældet, når barske gadestrømere som f.eks. Sipowicz fra politiserien NYPD Blues, banker en tilståelse ud af forbryderen med de bare næver. Nu tages der andre, mere sofistikerede og videnskabelige metoder i brug når forbrydelser skal opklares. Dette bliver, nu igen, på fineste vis demonstreret for os i denne 2 sæson af C.S.I. Miami.
For Horatio Caine (David Caruso) og hans lille team af Crime Scene Investigators, er det beviserne der tæller. Og her kan alle spor være det afgørende for at en forbrydelse har fundet sted og i så fald hvem og hvor den er blevet begået. Via DNA kodernes hemmelighed og moderne teknik, kan ingen forbryder føle sig sikker på, ikke at efterlade sig beviser for sin tilstedeværelse på gerningsstedet.
Nok er C.S.I. Miami en fiktiv dramaserie, men dens ligheder med faktuelle retsmedicinske dokumentarprogrammer som man f.eks. kan finde dem på tv-kanalen Discovery er slående. Dette skyldes dels den grundighed hvormed vi sættes ind i det fascinerende opklaringsarbejde, men desværre også at vi aldrig rigtigt får lov at komme tæt på seriens hovedpersoner. Disse forbliver derfor nogle flade og lettere intetsigende baggrundsstatister for seriens virkelige hovedpersoner; fascinationen af den moderne tekniks mirakler, samt især de blærede effekter, der vel må siges at være seriens varemærke.
Disse har til gengæld fået en mild ansigtsløftning i denne 2 sæson og nærbillederne af f.eks. et projektil der penetrerer et menneskes milt i slowmotion, virker nu ganske overbevisende og (næsten) ikke computergenererede. Faktisk er der enkelte episoder, som det hvor en orkan spiller en ikke uvæsentlig rolle, hvor de visuelle effekter (næsten) når op på spillefilmsniveau.
Alt i alt er denne krimiserie fra den mere solrige del af Amerikas østkyst (hvor alle er smukke, rige og velklædte) et stykke ganske solid underholdning, trods mangle på den interesse for personerne som den tidligere nævnte NYPD Blues gør så meget bedre. Nu kan man naturligvis indvende at hvis det er personlige problemer og interne intriger man er ude efter, kan man holde sig til serier som Glamour eller Dallas. Personligt vil jeg dog altid fortrække Sipowicz frem for Horatio Caine, uagtet at den rødhårede David Caruso gør et vanligt godt stykke arbejde. Denne var jo ellers tæt på at begår karrieremæssigt selvmord ved at forlade selv samme NYPD til fordel for en solokarriere på det store lærred, men efter et par ligegyldigheder som Jade (1995) og Body Count (1998) vendte han tilbage til den stovte politimand med et hjerte af guld, han nu engang gør bedst.
Fire fine stjerner til denne 2 sæsons 24 afsnit der nok skal lægge i kakkelovnen til mange timers udmærket underholdning.
Af ekstramateriale finder man fire små featurettes fordelt ud over boksens seks skiver.
Vi får 2 korte afsnit kaldet The A/V Lab Tour samt The Trace Lab Tour, der begge består af en længere række ultrakorte afsnit (30 sek – 1½ min) varighed, hvori diverse tekniske apparater hos virkelighedens (og seriens) C.S.I. gennemgås. Disse to afsnit kunne dog nemt være slået sammen under et og lider begge af manglen på en ”play-all” funktion. Derudover får vi ca. 12 min. lang hyldest fra seriens skabere om denne anden sæson, samt et ca. 17 min. langt afsnit om seriens visuelle effekter – så langt det mest interessante af de fire featurettes. Alt i alt et relativt kort og ikke uundværligt ekstramateriale, der høster de tre middelmådige stjerner herfra.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
