Skriv en kommentar
Unge Bobby Dorfman (Jesse Eisenberg) er færdig med New York og arbejdet i familiens smykkebutik. Motiveret af naive drømme pakker han kufferten og efterlader den jødiske Bronx-familie til dens mundhuggeri, kurs mod solrige Los Angeles.
Vi befinder os i 1930erne.
I Hollywood får Bobby job hos sin succesfulde onkel Phil (Steve Carell), der arbejder som agent for filmindustriens mest populære skuespillere. Han forelsker sig straks i Phils nede på jorden-sekretær, Vonnie (Kristen Stewart), der desværre allerede har en kæreste, men som han med tiden får vundet over. For en stund blander Bobby sig med de velhavende Hollywood-typer, samtidig med han holder ironisk distance til det overfladiske liv. ”I’m kind of half bored, half fascinated” siger han på standart Woody Allen-manér.
Men lykken varer ikke ved, og snart rejser han tilbage til New York. Café Society handler om de valg man træffer og om de drømme, der ikke blev udlevet.
Og så handler den egentlig ikke om særligt meget andet.
Tadaaaa! Jessie Eisenberg er Woody Allen!
Woody Allen optræder i Café Society som fortæller, og så kan det vist ikke gå nogens næse forbi, at neurotiske Bobby mere eller minde er Woody Allen, som vi har set ham mange gange før. Jessie Eisenbergs version er unægteligt tæt på perfekt, om man så kan lide den slags, eller som jeg finder det småirriterende og repetitivt. Kristen Stewart besidder en inderlighed og en sårbarhed, der gør hende fængslende på den store skærm; alligevel var jeg konstant opmærksom på, at hun spillede skuespil. Dette skyldes muligvis tonen i filmen.
Bobby er lidt af et røvhul, men portrætteres ikke som en ”bad guy”, hvilket siger en del om instruktørens kvindesyn: Vonnie er den idealiserede, den uopnåelige, den eneste, der kan gøre Booby lykkelig; Veronica (Blake Lively) er den hengivne og smukke trofæhustru uden personlighed, og Candy (Anna Camp) den prostituerede, der nærmest tigger Bobby om at gå i seng med hende. Alle vil de have Bobby; nørdet, egoistisk, kold… Give me a break.
Det er ingen hemmelighed, at Woody Allen giftede sig med sin kærestes datter i 1990erne og i øvrigt er blevet beskyldt for børnemisbrug af sin egen adoptivdatter. Om det skal forhindre dig i at se Woody Allen-film eller om kunst og kunstner kan separeres, må du gøre op med dig selv. Har du nydt Woody Allens seneste film, vil du også kunne lide denne. Den har da også sine underholdende øjeblikke.
Men jeg synes ikke, du går glip af noget med det mere etiske valg.
