Skriv en kommentar
Der bliver udgivet den ene film efter den anden i øjeblikket, der er baseret på sande historier.
Det er som om fantasien er sat på pause i filmbranchen, og den kun virker, når det er Marvel Universet der skal laves film til.
Det betyder selvfølgelig ikke at filmene ikke er/har været gode, men man undrer sig bare over den manglende kreativitet.
Vi har på det seneste været en flue på væggen, når der er blevet lavet film som; Eiffel, The Lost King og Holy Spider, der alle er biografaktuelle. Det er udover alle de biografiske film om musikere som; Bohemian Rhapsody, Rocket Man, Elvis og snart biografaktuelle I Wanna Dance With Somebody.
Call Jane er selvfølgelig også baseret på en sand historie, og starter i året 1968.
USA er ikke i sit rolige hjørne, hvor oprør og optøjer i hippietiden fylder en del og en Vietnam krig spøger i baggrunden. Kvinderne er for det meste parkeret hjemme som husmødre, og holder sig ikke tilbage fra at ryge eller drikke alkohol mens de er gravide.
Joy (Elisabeth Banks) lever et godt liv med hendes mand Will (Chris Messina) og teenage datteren Charlotte (Grace Edwards). De er en del af den øvre klasse, Will er lige blevet forfremmet i advokatfirmaet og et mirakel er ved at komme til Verden i form af en lillebror eller lillesøster til Charlotte.
De falder ned fra den lyserøde sky, da Joy en dag pludselig falder om og bliver nødt til at tage til lægen.
Der får de den dårlige nyhed om, at graviditeten kan være livstruende, kan ende med enten Joys eller barnets død, og den eneste behandling er: ikke at være gravid.
Men det er ikke så nemt i et land som USA hvor fri abort ikke er noget de går ind for.
Joy og familien skal derfor igennem en godkendelse hos en lægebestyrelse, der skal vurdere om hun må få en undtagelse om abort. Men da synet på emnet er noget firkantet, og magten om folks eget liv ligger hos de jakkesætsklædte og cigaretrygende mænd, vurderer de, at så længe der er chance for at barnet kan overleve, så er svaret et stort enstemmigt NEJ.
Alternativet er, at erklære sig sindssyg og selvmordstruet, men det kræver at der er to psykologer der bekræfter det. Hvis det heller ikke lykkes er der en tredje mulighed, og det er Call Jane.
Call Jane er en ”underjordisk” organisation, bestående af kvinder, der hjælper kvinder med abort, uden at stille spørgsmål. Det eneste det kræver er, at man kan betale det høje, urimelige engangsbeløb lægen kræver.
Efter nøje overvejelser vælger Joy at fuldføre aborten ulovligt, og sige til familien at hun har fået en ufrivillig abort. Hun roder sig langsomt ud i løgne og hemmeligheder, der kan være farlig for hende selv, familien og organisationen, der prøver at holde sig under radaren, i en tid hvor det kun er muligt for overklassen at blive fri for en ufrivillig graviditet.
Langsomt og roligt bliver hun selv en del af Call Jane, og ser nye sider af sig selv som hun ikke vidste eksisterede. Hun transformerer sig fra kedelig husmor, til en kvinde der hjælper andre kvinder, stiller spørgsmålstegn ved kønsroller og magthavende læger. Alt dette krydret med at hun selv lærer at udføre aborter for, at spare på udgifterne og hjælpe den lavere klasse, der ikke lige har råd til at betale den dyre og uretfærdige læge.
Der vil utvivlsomt være folk der undrer sig, og familie der tror sit om hvad hun laver når de ikke lige er hjemme. Hvad de ikke ved er at hun er med til at skrive Amerikansk historie for kvinder.
Historie der i øjeblikket er til stor debat og faretruet i år 2022.
Filmen er vellykket og spændende og har den effekt, at den får seeren til at være i dilemma og stille spørgsmålstegn ved egne holdninger om hele abortemnet.
Det er nemlig skildret meget godt, at det ikke er alle der har rent mel i posen og får foretaget abort fordi de er livstruet eller har en god grund. Men igen, hvem er vi at skulle bestemme over andres kroppe?
Elisabeth Banks og Sigourney Weaver, der spiller Call Janes leder Virginia, har et super godt sammenspil og kemi der ikke er til at tage fejl af, og det er dem der bærer filmen igennem i de 2 timer den varer.
De andre roller er lidt papfigurer, der bare larmer i baggrunden og ikke fylder særligt meget i det store helhedsbillede. Det betyder ikke at filmen er dårlig, men mere at den når at blive lidt småkedelig og for lang til tider, fordi der ikke kommer tempo og meget kød på de ting der sker på skærmen.
Alt i alt er det en god film, med gode budskaber og aktuelle emner der rammer publikum hvor det gør mest ondt.
Jeg vil derfor kvittere med 4 stjerner og afslutte med en gåde til jer;
Hvad skete der med lægen i filmen?
Der er kun én måde at finde ud af det på:
C _ _ _ J _ _ _
