Skriv en kommentar
Geoffrey Chaucer's 24 historier fra 1300-tallets England, Canterbury fortællingerne, er vellystige og barokke.
Pier Paolo Pasolini’s 1971 adaptation, der dækker de otte af fortællingerne, er stadig den eneste væsentlige spillefilms-filmatisering af bogen. Ligesom de to omgivende film Decamerone og Tusind Og En Nat, har Canterbury fortællingerne en lettere tone end Pasolinis øvrige værker, et bevidst forsøg på at bryde med de noget mere dystre film der gik forud for trilogien, og også en tilsidesættelse af den tidligere sarkastiske og nihilistiske stil, til fordel for en mere umiddelbar og barok humor, side om side med en meget åben seksualitet. Pasolini er desuden meget optaget af det menneskelige ansigt, uanset hvor grimt, ja faktisk jo grimmere jo bedre. Fortællerteknisk tager Pasolini selv rollen som forfatteren Chaucer, i stedet for at følge Chaucer's oplæg, og lade fortællingerne indlede af forskellige personer.
Ligesom i Decamerone, optræder der desuden en lang række amatører i filmen, side om side med de professionelle skuespillere, noget der igen er med til at give filmen en realistisk tone, ligesom den imponerende genskabelse af 14-tals England.
Pasolini's skildring af Canterbury fortællingerne - del to i livs-trilogien - fortsætter et langt stykke hen ad vejen i den samme hedenske stil som Decamerone, bortset fra, at denne gang er stilen endnu mere barok og latrinær. Den er ikke for de sarte! Pasolini er voldsomt optaget af de kropslige funktioner og det groteske til fordel for den mere fortællende stil, og det hele kulminerer i en vision af Satans anus som end ikke Hieronymus Bosch kunne have visualiseret bedre. Alligevel er det en overvældende og flamboyant film, med gode humoristiske øjeblikke, som hvor forfatteren Chaucer - portrætteret af Pasolini selv - hæmningsløst skriver af fra Boccaccio under tilblivelsen af Canterbury fortællingerne, en historisk ikke helt upræcis skildring af virkeligheden.
Pasolinis genskabning af middelalderen er igen betagende, og det lykkedes faktisk filmen at placere sig bedre end Decamerone, idet den modtog Guldbjørnen i Berlin i 1972.
Musikken er meget vellykket, igen er den af Ennio Morricone der har omskrevet en række gamle folkemelodier og små numre til fløjte eller andre enkle instrumenter. Brugen af engelske locations hjælper også med til at skabe den rigtige atmosfære. En atmosfære der først brydes ved filmens groteske slutning i Helvede, og som er fyldt med humor, der afsluttes fint ved afsløringen af de ord Pasolini/Chaucer har skrevet: "Fortalt blot for fornøjelsens skyld. Amen".
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.
