Skriv en kommentar
Ben (Viggo Mortensen) og hans seks børn bor dybt ude i en skov, isoleret fra samfundet. Børnene bliver trænet i at jage, klatre, dyrke mad men også filosofi, historie og kvantefysik. Da de en dag finder ud af at deres mor har begået selvmord, må de tage turen til New Mexico til hendes begravelse, der samtidigt tvinger dem alle ud i det moderne samfund. Her går det op for Ben at hans ide om den ideelle opdragelse måske ikke er den bedste for børnene alligevel.
Viggo Mortensen er simpelthen fænomenal og perfekt i rollen som faderen Ben. Han er på den ene side afslappet omkring børnenes opdragelse, hvor de altid får et ærligt og voksent svar på deres spørgsmål, og alle børnene er sågar vant til at håndtere knive. På den anden side er han en hård træner, der tvinger dem til at rappelle på stejle klippeskrænter, løbe lange ture i bjergene og tage chancer med deres ve og vel.
George MacKay som den ældste søn Bodevan fortjener også at blive rost for hans præstation. Der er en fantastisk scene hvor han ender med at fri til en pige på en campingplads, blot fordi han har fået et kys.
Frank Langella som svigerfaren/bedstefaren Jack står i god kontrast til Bens hippie værdier, og beskylder sågar Ben for hans datters død. Men han er samtidigt øm og kærlig overfor børnene og vil oprigtigt det bedste for dem.
Familiens mission er at nå morens begravelse, for at sørge for at hun bliver kremeret og ikke begravet. Men det bliver sidenhen vendt til at det er børnene der skal reddes af bedsteforældrene fra deres far. Men hvem skal egentlig bestemme hvad der er bedst for familien? Ben, bedstefaren eller børnene? Det er svært når alle har de bedste intentioner men vidt forskellige værdier.
På et tidspunkt analyserer datteren Vespyr bogen Lolita, og forklarer at man sympatiserer med hovedpersonen og føler at det han gør er smukt, selvom det er dybt forkert. Den samme analyse kan man trække ned over Ben og hans brug af opdragelse der består af hård træning og hjemmeskoling i filosofi. Børnene er nemlig isoleret fra samfundet og derfor socialisering. Det går dog også langsomt op for nogle af de ældre børn, der til deres store frustration bliver opfattet som særlinge i andres øjne.
Captain Fantastic vandt en pris for bedste instruktion til dette års Cannes Film Festival, og den er fuldt ud fortjent. Matt Ross lykkedes med at få en masse holdninger klemt ind i filmen, uden at man endegyldigt holder med nogen. Ligeså er cinematografien underskøn og formår at få deres skovbo til af fremstå som deres eget idylliske Eden.
Filmen er et must-see for 2016 og fortjener at få nogle oscar-nomineringer, når vi når så langt. Den rummer en masse interessante kommentarer omkring vores moderne samfund og opdragelse uden at prædike om en ”rigtig” holdning, og det er et sjældent og kærkomment syn.
