Så er det blevet tid til lidt af en skovtur. Mød Ben og hans seks børn, som bor langt inde i en skov. Dagligdagen går med hård fysisk træning, intellektuel skoling, respektfuld omgang med naturen og påskønnelse af dannelse og medmenneskelighed. Ben har valgt dette liv for sine børn, sådan at han kan føle sig mere sikker på at de bliver nogle selvstændige og handlekraftige mennesker. Bens kone er for en stund indlagt på et hospital i byen, grundet en psykisk sygdom. En dag indtræffer tragedien så, da Bens kone og børnenes mor begår selvmord. Ben og børnene bliver nødt til at forlade deres plet i skoven og rejse mod byen, hvor begravelsen skal holdes. Her kommer Bens tankegang om det frie liv under kraftig modstand, ikke mindst fra hans kones forældre som holder Ben ansvarlig for dødsfaldet. Captain Fantastic handler om livets værdier kontra den ramme vi er givet til at udleve disse, på godt og ondt.
Jeg vil ikke blive overrasket, hvis der til januar dumper en Oscar-nominering ned i hatten på Viggo Mortensen. Det er så fantastisk, ja jeg sagde det, at se ham spille så omsorgsfuld en rolle, hvor han bare smelter sammen med de seks skønne unger. Han er deres lanterne og rollemodel, som skal kæmpe med at holde facaden og fatningen, da kulturkampen indtræffer. Èn ting er børnenes mors død, noget helt andet er det form for ”oprør” børnene bruser af inden i, da de på egen krop mærker at de er ganske anderledes end deres jævnaldrende i det ”normale” samfund”. Det er rørende, kraftfuldt og vedkommede, og man gribes virkelig af denne herlige familie.
Instruktør Matt Ross (som du måske kender som skuespiller i tv-serien Silicon Valley) har begået en hjertevarm film om det at være forældre, om de valg man træffer for ens børn, før de er klar til at stå på egne ben. Og man behøver altså ikke at være forælder selv, for at kunne følge de overvejelser af for og imod, som karakteren Ben står over for. Alle kan se at det enten er fuldstændig fabelagtigt eller fuldstændig tosset. Du kommer til at knuselske denne forsamling af unikke mennesker, og i sidste ende faktisk også de ”onde” mennesker.
Captain Fantastic forekommer desuden at være en kæmpe fuckfinger til vores ensrettede samfund, hvor vi efterhånden producerer små kloner af mennesker som skal være identiske og helst lære og kunne det samme. Her er en hyldest til frihed og forskellighed og en løftet pegefinger om at huske at bare fordi man rent faktisk selv har ret, så betyder det ikke at modparten tager fejl.
Læg mærke til de to unge børn i filmen. Shree Crooks og Charlie Shotwell. De er ganske enkelt outstanding. Du bliver forelsket i de to tossede under lige fra første øjekast. Du kan se mere til dem i 2017, hvor de begge medvirker i The Glass Castle i øvrigt sammen med Oscar-vinder Brie Larson (Room) og de ligeledes nominerede Woody Harrelson og Naomi Watts. Crooks og Shotwell har også allerede høstet nomineringer, nemlig til Screen Actors Guild, hvor de tilhører kategorien for bedste samlede cast, for netop Captain Fantastic, lige som Viggo Mortensen også er Golden Globe-nomineret for sin rolle som Ben. Et lille hint i forhold til føromtalte Oscar… Just sayin’!
Glem alt om superhelten Captain America. Den ægte er nemlig lige her. Navnet er Ben – en ganske ualmindelig far! Captain Fantastic får naturligvis 6 stjerner.
Bonusmaterialet består af en lille featurette, hvor Viggo Mortensen fortæller om sin rolles dillemmaer, og hvor Matt Ross uddeler viden om hans visioner med værket.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.