Skriv en kommentar
Carandiru er et brasiliansk fængsel, der kører langt, langt over kapacitet. Det er som vi kender det; der er pushere, handelsmænd, vanvittige voldsmænd, homoseksuelle og de, der bare skal have deres tid i skyggen til at gå. Der er problemer med AIDS og mange andre sygdomme i Carandiru og man har sendt bud efter en læge. Han fungerer af og til som fortælleren i filmen om fængslets skæbne. Alle fangerne bliver tilbudt en HIV-test og de bliver tilbudt at fortælle deres historie.
Hector Babenco, hedder den argentinsk-fødte brasilianske instruktør. Han er mest kendt på disse kanter for filmene: Ironweed(1987) med Jack Nicholson og A Play In The Fields Of The Lord(1991), men har også fået meget ros for sine Sydamerikanske film. Corazón iluminado fra 1996 blev bl.a. nomineret til de gyldne palmer i Cannes og det samme blev Carandiru. Hector selv vandt hele syv priser ved filmfestivalen i Havana for denne film.
Filmen bygger på virkelige hændelser og ser også meget realistisk ud. Farverne er holdt grumsede og grovkornede. Dette bevirker bl.a., at man i højere grad lægger mærke til hvor kummerlige forholdene er i fængslet og at man faktisk tror på, at sådan har det sandsynligvis set ud i virkeligheden. I mange scener ser det vitterligt ud som om at man blot har stillet fire sengekøjer ind i et hul i en væg til 10-15 fanger uden lys eller toilet. Sådan er det vel når der næsten er dobbelt så mange indsatte, som det er beregnet til. Der er næsten ingen musik i filmen; det er kun naturlig musik, som bliver spillet/afspillet af personerne i filmen. Da det er dramatiske scener og historier, som filmen byder på, bliver hård film at se. Det er absolut ikke en behagelig film at se og p.g.a. den manglende musik, kunne denne seer mærke sit eget hjerte banke og klumpen i halsen blive sværere og sværere at få væk.
Situationen for disse fanger lyder endnu mere håbløs, når man tænker på, at Carandiru ikke er designet til at være et fængsel. Stedet var oprindeligt blot et opbevaringssted for fanger, der afventede deres rettergang. Gennem årene er fængslets tilstand gradvist blevet forværret, og ventetiden for fangernes retssager længere, og det er så blevet til et permanent fængsel.
De indsattes ’syndsbekendelser’ overfor doktoren virker rigtig godt. De præsenteres ved hjælp af flashbacks og som seer må man vælge om man tror på historierne eller ikke. Filmen formår at skabe en følelse af, at det her drejer sig om sympatiske personer, der blot er blevet tvunget ud i noget skidt. Ensemblet er i fokus. Der er ingen hovedroller, men masser af interessante og vigtige personager i filmen. Realismen er i hovedsædet og man tror virkelig på historien og personerne. Carandiru får 5 stjerner ud af 6.
Ekstramaterialet er virkelig godt. For det første bidrager instruktøren med et grundigt og spændende kommentar-track. Der er masser af fraklippede scener og der er en featurette om optagelserne til filmen, der også har mange kommentarer fra de mange involverede i filmen. Dertil er der også fin film om Carandiru for mange år siden. Alt i alt, giver ekstramaterialet 4 solide stjerner ud af 6.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal Pictures
