Så skal vi til det igen. Sandaler og sværd skal findes frem, for det er netop hvad genren fordrer. 300, Troja, King Arthur, Gladiator, Kingdom Of Heaven og flere lignende film har stået fadder til ovennævnte betegnelse – sværd og sandal-film. Seneste skud på stammen - Centurion - er netop udkommet på dvd.
Der er nu lige så mange pile og økser indbefattet i Centurion, som der er sværd og samlet set er der et hidtil uhørt (læs: uset) arsenal af våben, som sørger for at Centurion decideret drypper af blod. Udgydelserne vil ingen ende tage i denne kamp mellem romerriget og stammefolket kaldet picterne. Vi følger den romerske centurion Quintus Dias (spillet af tysk-irske Michael Fassbender – Eden Lake, Inglourious Basterds, Jonah Hex), som sammen med sin deling er havnet i picternes land. Den romerske grådighed efter at vinde nyt land og blive et mægtigere rige, er altdominerende. Men som en anden velkendt gallisk landsby, så stritter picterne imod. Ledt af den brutale Gorlacon (spillet af vores egen Ulrich Thomsen), må Quintus' sande at de er oppe mod et særdeles krigerisk folk.
Der er action for alle pengene, og den 1½ time som Centurion varer, bliver ikke kedelig hvis du er til krydsede klinger, svirrende pile og økser kastet med milimeter-præcision. Quintus' deling skrumper langsomt ind til meget få soldater, blandt andet tællende Brick/Liam Cunningham (Vinden Der Ryster Kornet, Clash Of The Titans) og Bothos/David Morrissey (Basic Instinct 2, Nowhere Boy). Gorlacon har nemlig en såkaldt hunulv med sig, som ikke lader sine opponenter mærke nåde. Hun spilles af Olga Kurylenko (Quantum Of Solace), som klarer opgaven med sit dødbringende spyd rigtig flot.
Selvom vi kommer vidt omkring fra skove, til sletter og videre mod kløfter, så holdes det visuelle præg i en meget grå og dyster farve. Det giver en herlig virkning af en tid som var, men også et styrket billede af de mange blodsprøjt som er nærdistanceret, så kampscenerne ikke bliver så fastlåste. Jo, her er gang i løjerne, må man sige. Instruktør Neil Marshall bevæger sig naturligt i action-sfæren. Gyserne Dog Soldiers og The Descent, samt den beatede Doomsday var i sin form simple, så der hurtigt kunne komme tju-bang på skærmen. Samme ramme er på plads her, men man savner dybest set nok alligevel noget mere historik, da Romerriget og det deraf kyniske magtforhold var et kapitel for sig. Sværd og Sandal-film er næsten indlagt til at vare mindst 2 timer, for at nå rundt om alle passager. Det er så ikke tilfældet her, og man må så nøjes med ”braget”...
Centurion er kampen mellem to kulturer, men sympatien bliver egentlig lagt hos betvingerne, da overmagten (picterne) og deres brutalitet er nærmest umenneskelig. Ulrich Thomsen bliver desuden nok aldrig valgt til at spille good guy i en udenlandsk produktion, og da heller slet ikke efter hans optræden her. Centurion er alt i alt en meget underholdende film, specielt hvis man er til rustninger og røvfulde. Men en sjat mere baggrund, ville afgjort have klædt det samlede indtryk.
Bonus Materialet består af en featurette, en stribe slettede scener og en række out-takes.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox..