Skriv en kommentar
Normalt er jer fortaler for, at man skal se en film og vide så lidt om historien som muligt, men Chappie er en undtagelse, fordi der ville være svært at forstå anmeldelsen, hvis ikke man kender lidt til historien.
En rodebutik af sidetråde
I en meget nær fremtiden, er der opfundet robotbetjente, for at hjælpe til med at beskytte Sydafrikas gader. Maskinerne er blevet skabt af en ung naiv ingeniør ved navn Deon, for en våbenproducent, og det er til den store ærgrelse for hans kollega Vincent Moore, der spilles af en ondsindet Hugh Jackman. Der bliver dog ændret på alt, efter Deon opfinder en kunstig bevidsthed, som han i smug forsøger, at afprøve. Han når dog ikke at få testet sin nye opfindelse, førend han bliver kidnappet af den mest neon farvede gangsterbande, der findes i hele Johannesburg, som så tvinger ham til at skabe en robothåndlanger, og ud af det skabes den første sansende og levende maskine ved navn Chappie.
Alle disse handlingstråde kunne hver for sig have været gode historier, om hvordan vi mennesker tit er for opslugt af os selv, til at kunne tilføre noget godt til verden. Det er uden tvivl en interessant påstand, som er værd at gå i sømmene, men når de alle sammen bliver smidt ind i én enkelt to timers film, så er der ikke nogen af delene, der får tid til mere end en overfladebehandling.
Chappie får aldrig lov til at udfolde sig
Hugh Jackmans karakter er bare ond, så vi kan have en skurk, som vores helte kan kæmpe imod til sidst. Den lille tremandsbande, som vi følger igennem det meste af filmen er som taget ud af en tegneserie, og passer på ingen måde ind, i det ellers meget hårdhænde miljø, der bliver beskrevet som værende tættere på en kampzone, end et civiliseret samfund. Til sidst er der den unge ingeniør, som vi aldrig rigtig lærer at kende ud over, at han så lige er en god fyr. Det værste af dette er dog, at alle disse karaktere stjæler tid fra det meste interessante, nemlig Chappie.
Chappie er så fascinerende og uskyldig en skikkelse, der bliver smidt ned i et ondsindet miljø, at man ikke kan andet end at have medlidenhed med ham. Han går så grueligt meget igennem, som konsekvens af alle de andres egoistiske handlinger. Måden den kunstige intelligens bliver formet på, er dog meget anderledes, fordi Chappie bliver påvirket fra højre og venstre, i stedet for at følge en meget klar skematisk udvikling, som vi ellers har for vane at se i film om menneskelignende robotter. Der bliver bare ikke brug meget tid på Chappies udvikling, hvorfor vi først lige lærer ham at kende, da filmen er ved at rende ud, og det er virkelig synd, fordi han er hjertet i en ellers meget sadistisk verden.
Inden jeg begiver mig videre til mine afsluttende ord, bliver jeg altså først nødt til at tale om den virkelig irriterende product placement i filmen. Der er lange panoreringer hen over et bestemt højhus, der selvom filmen foregår i en kæmpe storby, åbenbart er det eneste sted med en reklame. Bedre bliver det heller ikke, når det kommer til den lettere idiotiske promovering af Sonys egne produkter i en film som de selv har produceret. Det gør ikke andet end at distrahere og hive en ud af oplevelsen, hvilket selvsagt modarbejder en films egentlige intention om at underholde.
Sikken et rod. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne lide filmen mere, særligt når man tænker på, at manden bag er den samme, der skabte District 9 og viste gode takter i Elysium, men er du gal, hvor er det bare en rodet film. Der er ikke hoved eller hale i noget som helst, og selvom der er masser af samfundskritiske ryster gemt væk i filmen, så er fremstillingen, så kikset og ufrivillig komisk, at det er svært, at tage særlig meget af det seriøst, og det er måske det mest dystopiske ved det hele.
