Filmkoryfæet Jean-Claude Carriére og hans instruktør (nævnes i denne rækkefølge i aftenens anledning) hiver os med til verdens ende. Eller i hvert det som filmens franske hovedkarakter betragter som verdens ende. For han vil væk. Så langt som han kan komme og det er i hans optik Kazhakstan. Og vel egentlig også i vores (og måske filmskabernes) optik. For hvad er der egentlig derude? I hvert fald intet når man kigger på et kort. Men her tager man grusomt fejl. For også her leves, handles og elskes der. Her møder han en række småskøre og elskelige figurer, en smuk ung lokal pige ved navn Ulzhan og pudsigt nok en David Bennent (drengen fra Schlöndorffs og Carriére gamle mesterværk ”Bliktrommen”), som genopstået fra de døde og skudt en meter i vejret, i rollen som en flamboyant kræmmer, der sælger ord! En eksistentialistisk roadmovie på hesteryg igennem et både smukt og ubarmhjertigt landskab tager sin begyndelse.
Men nu først tilbage til verdens navle, København (i hvert fald i din og min optik), og aftenens egentlige højdepunkt. For som ventet fik den store franske manuskriptforfatter Jean-Claude Carriére sin Lifetime Acchievement Award. Overrakt af en af hans måske allerstørste tilbedere, filmhistoriker og teoretiker Peter Schepelern, med en passende 'fan boy'-tale på papirlappen, der gennemstrømmede af filmhistoriske anekdoter og detaljer.
Og prisen er så sandelig også fortjent. Blandt manuskriptforfattere er han en giganternes gigant. En 'manuskriptforfatternes auteur' som Schepelern så passende kaldte ham. En sans for gennemboring og nedbrydning af det moderne menneske, det etablerede i alle sine afskygninger, gennemsyrer meget af Carriéres arbejde i hans mange manuskripter – og mange har der været. Hele 130 film og lidt til, er det blevet til i tidens løb, siden han begyndte tilbage i 50erne. Han har siden vundet flere priser, ikke mindst hans litterære adaptioner har vundet anerkendelse, og har arbejdet sammen med flere af de helt store i europæisk film. Volker Schlöndorff, selvfølgelig, og Milos Forman, Andrzej Wajda, Louis Malle, Nagisa Oshima, Jean-Luc Goadard, samt danske Henning Carlsen udgør jo en ganske fin liste at brøste sig med. Hans måske mest kendte og celebrerede samarbejde var med Luis Buñuel, med hvem han lavede mesterværker som ”Dagens Skønhed”, ”Begærets dunkle mål” og ”Borgerskabets diskrete charme”. Med film som ”Bliktrommen”, ”Tilværelsens ulidelige lethed”, ”Cyrano de Bergerac” på CV'et, skulle man jo tro, manden for længst havde lænt sig tilbage og nydt sit otium i en alder af 76.
Aftenens film skulle vise dog om den gamle mester stadig kunne sit håndværk. Den fransk-tysk-kazhakstansk co-producerede film ”Ulzhan” var på plakaten. Naturligvis med manuskript af Carriére selv og instrueret af en anden gammel, filmhistorisk traver, der efterhånden var gået hen i glemslen, Volker Schlöndorff, men som oveni købet har to film med på programmet i dette års Copenhagen International Film Festival. Hans ”Strike” fra 2006 om en polsk revolutinær fagforeningskvinde vises i festivalens Masters-serie.
Ingen af disse film får dog dansk premiere. Det kan til stadighed undre hvorfor man lader chancen gå forbi til at vise det brede danske biografpublikum film fra denne auteur og flere andre af samme kaliber. Måske ikke så underligt at man efterhånden tror at disse europæiske mesterinstruktører efterhånden har forladt os, selvom de så sandelig går lyslevende i blandt os. Hvornår har man sidst set film af Godard, Alain Resnais, André Techiné, Jíri Menzel og Taviani-brødrene her i landets normale biografudbud? De tre sidstnævnte har tilmed film med på dette års festival, uden at være sat til dansk biografpremiere, på trods af flere priser i kølvandet af deres film.
Men nok af dette galde. For at tro, at Schlöndorff og Carriére skulle være faldet af på den, er efter gennemsynet af deres nye skud på filmografien, ingenlunde sandt. Hvilket der, efter bifaldet at dømme, var enighed om i den næsten fyldte sal i Metropol biografen denne småkølige september aften midtvejs i årets festival.
Men vi bør vel slutte af med det, som det vitterligt handler om, nemlig filmværket. Carriére og Schlöndorff synes at ville fortælle os, at troen på, at denne mytiske verdens ende skal kunne give os svaret på det vi søger eller give konklusion, er en illusion. For også dér indfinder virkeligheden sig, som vi så må forholde os til. Filmens fåmælte hovedperson, Charles, formår ikke at lukke de mennesker, han møder på sin rejse, ind. Uanset hvor ihærdigt de prøver: hverken med pigen Ulzhans åbenlyse kærlighed og store hjerte eller David Bennents kræmmers utæmmelige, barnagtige livsglæde, nærmest som hans barnerolle i ”Bliktrommen” havde bosat sig på den Kazhakstanske steppe for at redde verden endnu engang.
Den sorgfulde mand finder aldrig det han søger, derude i vildmarken, i intetheden, uanset hans beslutsomhed, fordi det netop ikke findes. Rejsen for at uddrive sine indre dæmoner lykkes aldrig for den stakkels mand, da han ikke kan finde den ved verdens ende, men ganske åbenlyst må finde 'løsningen' inde i sig selv og med hjælp fra sine medmennesker, han er i blandt. Men da er han selvforskyldt allerede forladt på bjerget, og idet filmen går i sort, fornemmer man, at han er fordømt og fortabt, og kun kan se én vej og det er nedad.
Jean-Claude Carriére har signeret endnu en fremragende film. Fortalt i medrivende flotte billedkompositioner, der vel nok mest skal tillægges Schlöndorffs kvaliteter, er ”Ulzhan” en betagende smuk film af nærmest mytisk kraft, der indemellem tager næsten karakter af noget af Tarkovsky. Om ikke hans bedste – kan det geniale overhovedet overgås – eller sågar et mesterværk, så i hvert fald en mesterlig film, der havde fortjent et større dansk publikum.
